Di Maria sikrer PSG-sejr i sent comeback imod forsvarende mestre
PSG fik vendt skuden efter at være bagud mod sidste sæsons Ligue 1-vindere fra Lille. Særligt Angel Di Maria spillede en fremtrædende rolle i parisernes sene comeback-sejr.
Det så længe ud til, at de forsvarende mestre i den franske liga, Lille, skulle tage alle tre point imod PSG’s stjerner.
Lille lagde bedst fra land i opgøret og bragte sig foran efter 31 minutters spil. Stillingen holdt helt til det 74. minut, hvor PSG fik udlignet til 1-1 fra uventet kant, da centerbacken Marquinhos kom på scoringstavlen med Angel Di Maria som oplægger.
Og endnu værre blev det for Lille, da rollen som oplægger, ikke var nok for Di Maria. Argentineren fuldendte med sin scoring til slutresultatet 2-1 et sent PSG-comeback i det 88. spilminut.
Læs også: SønderjyskE’s træner: Jeg er en anderledes karakter!
Fredagens sejr udbygger PSG’s ganske solide føring i Ligue 1 med hele 10 point ned til nærmeste forfølger, Lens.