Aalborg Freja-træner: Vi er klar til Brøndby!
Campo.dk har interviewet Aalborg Freja-træner Mark Hellerup Knudsen, før hans mandskab tørner sammen med Brøndby torsdag aften. Træneren er før kampen ved godt mod.
Aalborg Freja slog i seneste runde af pokalturneringen IF Lyseng efter straffesparkskonkurrence. De har altså allerede fået bugt med et divisionshold på deres vej til ottendedelsfinalen. Torsdag venter næste store udfordring for Serie 1-mandskabet.
Brøndby IF kommer nemlig til Aalborg. Derfor har Aalborg Freja ændret lidt på den normale forberedelse til kampen, og cheftræner for Aalborg Freja Mark Hellerup Knudsen melder sit mandskab klar til kamp.
– Vi har gjort os mange forberedelser, men jeg vil ikke røbe for meget, hvis nogen i gul og blå skulle læse med. Men vi har gjort os mange forberedelser og føler, vi er godt klædt på. Vi er klar. Vi er top forberedt!, siger cheftræner Mark Knudsen til campo.dk.
Træneren vil til gengæld gerne åbne lidt op for sin slagplan. Aalborg Freja vil ikke parkere bussen, men forsøge at spille bold med Brøndby, der ligger hele seks rækker over hjemmeholdet.
– Jeg tror på, at når man har bolden, er man nødt til at prøve og spille med den, så vores boldbesiddelse bliver så høj som mulig. Det er i hvert fald svært for Brøndby at score, når vi har bolden, så skal der selvmål til. Vi får ikke meget boldbesiddelse, for vi har bare ikke kvaliteten til det. Men når vi har bolden, skal vi prøve, og så skal vi være knivskarpe på Brøndbys omstillinger.
Du kan downloade campo.dk’s app i App Store og Google Play store – så får du de mest relevante nyheder hver dag
– De har tusindvis af trusler. De er rigtigt gode i opbygningsspil og rigtigt gode i fase et. Her er de ekstremt gode, så det er meget svært at lægge pres på dem. De er virkeligt gode til 8’er-løb, hvor de løber mod sidste kæde. Det kan blive rigtig svært for os, siger træneren til campo.dk.
Udover en kæmpe forskel i niveau vil kulissen til pokalkampen også være en hel anden, end hvad holdet er vant til. Hjemmeholdet har nemlig fået lov at låne Aalborg Portland Park, der normalt huser AaB, og for fire dage siden var der afsat 2.000 billetter til pokalopgøret. Det glæder cheftræneren sig til.
– For os er det kæmpestort at spille foran 2.000 mennesker. Hvis der var kommet 1.500, havde vi jublet. Hvis der kommer 2.000, er vi grædefærdige.
Om Mark og drengene fra Aalborg Freja får succes med det sportslige kan ses på torsdag. Kampen bliver spillet klokken 18 og vises hos DR2 og Viaplay.