Derby-dag: Gyngende lægter, intense tacklinger og lækre mål, da Brøndby snørrede FCK
En Morten Frendrup-genialitet og et sikkert eksekveret straffespark fra Andreas Maxsø var nok for Brøndby, da de hjemme slog FCK 2-1.
På et næsten udsolgt Brøndby Stadion var der derby, da F.C. København kom forbi. Det var deres interne opgør nummer 96 i rækken – og et opgør, som Brøndby vandt knebent 2-1.
Stemningen på lægterne var elektrisk fra start, faktisk så levende, at kampen blev stoppet kortvarigt, så tågen fra romerlysene kunne forsvinde væk i den vestegnske luft.
Efter 10 minutters afbrydelse kunne kampen så for alvor begynde.
Den 20-årige Brøndby-knægt, Morten Frendrup, kunne efter 23 minutter sende klubben på sejrskurs med sin første sæsonscoring, da han behersket sparkede kuglen helt op i hjørnet. Assisten kom fra Mikael Uhre, der med en skærende aflevering fandt den frie Frendrup inde i boksen.
Og det mål gav selvtillid. Brøndby fortsatte med et køre på, hvor særligt Anis Slimane viste sig frem, da han rundede tre FCK’er og trak et gult kort på Lukas Lerager, der fik nok og slagtede dansk-tuneseren.
Brøndbys Andreas Bruus blev også noteret i dommerens sorte bog med et gult kort, da han kom alt for sent i sin tackling efter 35 minutter.
Morten Frendrup var slet ikke færdig med at imponere, da han driblede sig hele vejen ind i feltet efter at have sendt flere FCK’er afsted efter pølser, men han mistede touch’et over bolden og kunne dermed se chancen løbe ud i sandet til sidst.
Der var lagt hele syv minutter til i første halvleg, da pyroteknikken udskød forestillingen til at starte med, og de syv minutter brugte FCK til at komme mere frem på banen. De fik dog ikke konverteret presset og angrebene til mål. 1-0 til de blå/gule ved pausen
Læs også: PC om vraget Singh: Har en del at bevise overfor FCK-fansene og os internt
Du kan downloade campo.dk’s app i App Store og Google Play store – så får du de mest relevante nyheder hver dag
I anden halvleg kom FCK bedst fra land, da Jens Stage kunne score på en ripost efter et godt Jonas Wind-hovedstød. Men glæden var kortvarig, da målet blev underkendt efter et VAR-tjek. Dermed fortsat 1-0 til Brøndby.
Derefter vågnede hjemmeholdet op til dåd. Efter nogle gode angreb fik Uhre pludselig en friløber, hvor Kamil Grabara kom ud af målet for at afværge situationen. Men i stedet for at redde bolden, savede han Brøndby-angriberen ned i stedet for. Straffespark. Den tog anføreren Andreas Maxsø sig af og han hamrede den midt i målet – uden chance for den polske keeper. 2-0 til BIF.
Landsholdsspilleren Jonas Wind ville det dog anderledes, da han efter en flot nedtagning og en kølig inderside satte kuglen i nettet til 2-1 efter 64 minutter. Kampen var derfor helt åben igen.
Efter 77 minutter var Brøndby tæt på at komme på 3-1, da FCK-stopperen, Kevin Diks, med en ukontrolleret clearing var ved at score selvmål.
Fem minutter efter røg Brøndby-topscoreren, Mikael Uhre, i græsset. Han faldt uheldigt ned efter et sammenstød med Kevin Diks og måtte udgå med en skade. Ind kom Andrea Pavlovic og han var ved at gøre det helt onde ved sine gamle holdkammerater fra FCK, da han sendte bolden på indersiden af stolpen. Men løverne fik afværget situationen.
Efter fire minutters forlænget spilletid lød slutfløjtet. Brøndby sejrer 2-1, og indtager nu en foreløbig sjetteplads.
Læs også: Bare fødder er Morten Bruuns varemærke