Real Madrids største stjerne træner ikke med resten af truppen inden El Clásico
Karim Benzema træner forud for søndagens El Clásico-opgør ikke med sine holdkammerater i Real Madrid grundet et slag på vristen i den seneste kamp.
På søndag bliver et af de helt store – hvis ikke det største – opgør i europæisk klubfodbold spillet, når FC Barcelona hjemme på Camp Nou tager imod Real Madrid i El Clásico.
Inden kampen må der dog være en del panderynker i det madrilianske, da klubbens helt store stjerne Karim Benzema ikke træner sammen med sine holdkammerater. Det melder flere spanske medier.
Fraværet skulle skyldes et slag på vristen på franskmandens højre fod, som han pådrog sig i midtugens Champions League-opgør mod Shakhtar Donetsk. Om han når at komme sig til søndag, skulle fortsat være uvist.
Læs også: Fati om at bære Messis 10’er i Barcelona: Jeg er rolig
Karim Benzema har været flyvende for Real Madrid i denne sæson, hvor det allerede er blevet til ni mål og syv assists i otte LaLiga-kampe for den franske angrebsstjerne.