Laudrup om Solskjær: Han sidder og puster ud
Michael Laudrup mener Manchester United-manager, Ole Gunnar Solskjær, kan være lettet efter sejren over Atalanta. Men der er stadig pres på nordmanden, inden kampen mod Liverpool om få dage.
Ole Gunnar Solskjær og Manchester United vendte et truende nederlag til sejr mod Atalanta, som blev slået 3-2, efter Solskjærs tropper var bagud 0-2 ved pausen. Efter kampen mente TV3 Sports ekspertkommentator Michael Laudrup dog ikke, at den norske manager kan se frem til særlig meget ro fra kritikkerne inden Premier League-kampen mod Liverpool søndag.
– Der er den her kæmpe kamp om få dage mod Liverpool. Han sidder og puster ud. Lettet over den her kamp. Weekenden er der altså lynhurtig, og det er bare et kæmpe brag. Det her i dag kan være fuldstændig lige meget, hvis man så går hen og taber klart i weekenden, siger han og fortsætter:
– Omvendt kan man bygge videre på det her, og hvis det så giver et positivt resultat – en sejr i weekenden – så er det jo klart, at det giver ekstra kræfter. Men det vil de her kæmpe opgør jo altid gøre til vinderen. Og de vil altid give problemer til taberen.
Du kan downloade campo.dk’s app i App Store og Google Play store – så får du de mest relevante nyheder hver dag!
Der var nat og dag til forskel på Manchester United i første og anden halvleg i comeback-sejren mod Atalanta, der havde danske Joakim Mæhle på banen i hele kampen. Og det er takterne fra anden halvleg som United og Solskær skal tage med videre, når Liverpool kommer på besøg på Old Trafford søndag. Kampen spilles klokken 17.30 og kan ses på Xee og Viaplay.
Læs også: Ronaldo kroner jubilæum med scoring i vildt United-comeback