
Decimeret F.C. København-mandskab glipper førsteplads efter nederlag
F.C. København må nøjes med en andenplads i sin pulje i Conference League, efter løverne tabte 1-2 til græske PAOK FC. FCK fik hurtigt svære betingelser for at sejre, da de spillede 10 mod 11 nærmest hele kampen.

F.C. København kunne med en sejr over græske PAOK FC sætte sig på en foreløbig førsteplads i sin Conference League-gruppe. Men løverne missede muligheden, da de led et 1-2-nederlag til det græske tophold.
Københavnerne fik hurtigt svære betingelser for at hive et godt resultat i land, efter deres keeper, Kamil Grabara, så rødt efter bare otte minutter spil.
Læs også: Boilesen efter græsk nederlag: Det irriterer mig, når vi giver to så nemme mål væk
Kort efter udvisningen blev skaden endnu værre for FCK, da PAOK FC bragte sig foran med 0-1. Det græske tophold udbyggede inden pausefløjtet sin føring med 0-2.
PAOK’s føring fik lov at stå længe ind i anden halvleg, indtil Pep Biel tog affære i det 80. minut og reducerede til 1-2 med et flot skud udenfor grækernes felt.
Scoringen gav løverne blod på tanden, men det blev ikke til en udligning i opgøret.
FCK må efter torsdagens nederlag nøjes med andenpladsen i sin pulje, men der er stadig luft ned til puljens to bundhold, der tørner sammen kl. 21:00
Læs også: Norsk sensation: Bodø/Glimt besejrer mægtige Roma med tenniscifre!