Simeone snød Klopp for håndtryk: Noget jeg har for vane
To af verdens mest karismatiske managere stod tirsdag aften overfor hinanden igen, da Atletico Madrid og Diego Simeone tog imod Liverpool og Jürgen Klopp, og der var selvsagt drama før kampen, under kampen og afgjort også efter kampen.
Selv efter de 90 minutter var overstået, var der stadig drama i kampen mellem Atletico Madrid og Liverpool.
Det var der også, da de nuværende spanske mestre i 2020 slog Liverpool ud af Champions League, hvorefter Jürgen Klopp udtalte sig i lidet flatterende vendinger om spaniernes spillestil. Tirsdag aften var det muligvis blevet tid til tilbagebetaling, for her var det nemlig Jürgen Klopp og Liverpool, der trak sig sejrrigt ud af opgøret.
Det fik Diego Simeone til at styrte ned i omklædningsrummet, da dommerens fløjte lød for sidste gang, og dermed undlod han at give Jürgen Klopp det håndtryk, som efterhånden er blevet skik i professionelle fodboldboldkampe.
– Jeg har ikke noget problem, det er bare noget jeg har for vane at gøre, når vi taber og jeg ikke er glad, lød det efter kampen fra Diego Simeone.
Læs også: Liverpool vandt 3-2 over Atletico – Griezmann blev både helt og skurk!
Jürgen Klopp undlod da heller ikke at gøre hele verden opmærksom på det udeblevne håndtryk, men på pressemødet efter kampen nedspillede tyskeren dog alligevel hele situationen.
– Han var åbenlyst vred på mig, på kampen og på verden – noget i den stil og mere er det ikke. Jeg er ikke vild med det, men situationen er klar; Jeg ville give ham hånden, og det ville han ikke. Hans reaktion var at løbe, og min var heller ikke alt for god, men vi er begge følelsesladede, og når vi ses næste gang, så giver vi afgjort hinanden hånden, lød det fra Jürgen Klopp.
Om det bliver til kærlige omfavnelser til det næste møde, får vi at se allerede den 3. november, når Liverpool tager imod Atletico Madrid på Anfield.