Brandvarme Haaland sender Dortmund på førstepladsen i sit comeback
Dortmund har erobret førstepladsen i Bundesligaen, efter de lørdag besejrede danske Marcus Ingvartsens Mainz med 3-1. Med fra start var Erling Haaland, der kronede sit comeback med to scoringer.
Erling Haaland var igen at finde i Dortmunds startellever i kampen mod danske Marcus Ingvartsens Mainz, efter en muskelskade har holdt nordmanden ude af spil de sidste tre uger.
Det var Dortmund-veteranen Marco Reus, der åbnede ballet med sin scoring til 1-0 efter bare tre minutters spil.
Skaden så dog ikke ud til at have sat Haaland ud af kampform, da han fortsatte sin imponerende målform med sin scoring til 2-0 fra 11-meter-pletten. Haaland har nu nettet ni gange i blot seks kampe i Bundeligaen, hvilket gør ham til topscorer.
Læs også: Afsløring: Så meget kan Newcastle bruge når vinduet åbner
Ingvartsens holdkammerat Jonathan Burkardt fik pyntet på resultatet i kampens døende minutter med sin scoring til 2-1. Men Haaland var ikke færdig med at score, og han lukkede og slukkede kampen, da han scorede til slutresultatet 3-1 i den dybe overtid.
Sejren sender Dortmund op på førstepladsen i Bundesligaen.
Danske Yussuf Poulsen fik samtidig fuld spilletid for RB Leipzig i deres 1-1-remis mod Freiburg. Leipzig placerer sig med dagens resultat i midten af tabellen.
Jesper Lindstrøm startede inde, men blev pillet ud i pausen, da Frankfurt tabte 1-2 til Hertha Berlin.