Kent Nielsen efter remis mod Viborg: Vi var klart bedst
Der var bred konsensus om, at Silkeborg havde fortjent de tre point i aftenens kamp mod Viborg. Læs de dugfriske reaktioner her.
Silkeborg fortsætter med at have en lille overhånd mod Viborg, selvom det i aftenens superligakamp kun blev til et 1-1 resultat. I de seneste fire kampe har silkeborgenserne nemlig vundet tre af dem.
Der var blandede følelser i begge lejre efter kampen, hvor Viborgs Sebastian Grønning langt fra var tilfreds.
– Det betyder ikke så meget jeg har scoret, når vi ikke præsterer bedre og vinder kampene. Nu er det fjerde kamp i træk vi spiller 1-1 (…). I dag var det ikke marginaler vi manglede, som det har været tilfældet i andre kampe. I dag var det stort set det hele, der ikke var godt nok fra vores side af. Vi er heldige med at Helenius ikke scorer til sidst, så vi må være glade for en uafgjort, siger målscoren Sebastian Grønning lettere betuttet til TV3 Sport efter kampen.
Hans cheftræner, Lars Friis, var også tilfreds med det uafgjorte resultat, når man tager kampen i betragtning:
– Vi skal være mere ærgerrige. Det var ikke ligefrem super godt i dag. Alt for få gange var vi gode nok i vores presspil, mens vores boldomgang i første halvleg var noget af det jammerligste, jeg nogensinde har set, indrømmer Viborg-cheftræneren efter kampen, der i samme ombæring kunne sende rosende ord i retningen af Silkeborg og Kent Nielsen, som ifølge ham virkelig har spillet godt i denne sæson.
Hos modstanderholdet fra Silkeborg var der også manglende glæde over aftenens resultat. Særligt Stefan Teitur Thordarson var ikke lutter begejstret:
– Jeg synes vi fortjente mere. Det var en meget tæt kamp i første halvleg, men vi fik åbnet dem op i anden halvleg. Det var Mikkel Andersens fortjeneste at vi ikke ender med at vinde, fastslår den islandske målscorer Stefan Teitur Thordarson efter kampen til samme TV-kanal.
Læs også: Viborg og Silkeborg delte i porten i sandt oprykkerderby
Den samme holdning deler Thordarsons træner, Kent Nielsen, der efter kampen var ærgerlig over, at det ikke blev til en sejr:
– Jeg ærgrer mig over, at vi ikke får scoret til sidst. Jeg synes vi var klart bedst. Vi har haft en lidt skæv forberedelse, men særligt rent defensivt var vi bedst, vi spillede meget modent, men manglede lige den sidste kvalitet på den offensive linje. Det var en god indsats, hvor jeg synes vi vandt kampen på banen, dog uden at vinde de tre point, siger Silkeborg-træner, Kent Nielsen, ligeledes efter kampen og uddyber:
– Thordarson har vi arbejdet meget med. Han indeholder rigtig rigtig meget, så vi pusher ham en del. Han har et stort løbepensum, nogle gode løb, en fin fysik og meget kvalitet på afleveringerne. Men han rummer meget mere, selvom det han præsterer lige nu er rigtig godt, uddyber Silkeborg-bossen.
– Nøglen for os er at fastholde den enorme stabilitet vi har nu, formår vi det, er der gode chancer for at komme med i det sjove selskab (i top 6, red.), fortæller den karismatiske træner.
Læs også: Fredericia spiller sig på tredjepladsen trods rødt kort