Ståle om FCK: De skal huske på, at de kom til et dækket bord
Ståle Solbakken føler, hans navn er blevet streget ud i F.C. København, siden han blev fyret for et år siden. Nordmanden mener ikke, man har valgt at bygge videre på de ting, han byggede op i klubben.
Ståle Solbakken blev fyret som manager i F.C. København for lidt over et år siden. I dag er Solbakken så norsk landstræner, men han følger stadig med i den danske topklub, som han mener, har gået helt andre veje fremfor at bygge på det, han havde opbygget i klubben. Det fortæller han i et interview til Discovery.
– Jeg føler jo, at mit navn på en måde er blevet streget ud. Og det er helt fair. Altså, de skal jo bygge deres eget projekt. Men jeg tror, de skal huske på, at de kom til et dækket bord. De kom til noget, som de burde bygge videre på, og ikke på en måde frygte så meget, siger Ståle Solbakken.
Læs også: Ståle om landstrænerjob: Jeg slider med det
Nordmanden forklarer, at han dog ikke har problemer, med at F.C. København vælger at gå andre veje, end dem, der var, da han var i klubben.
– Og så har jeg ikke noget prestige omkring, at de går en anden vej. Altså, tværtimod. Der må være en grund til, at jeg ikke skulle være der længere. Og jeg har jo stor tro på, at FCK kommer tilbage eller bliver ved med at vinde danske mesterskaber, siger han.
Som norsk landstræner har Ståle Solbakken bragt Norge i en position, hvor de med sejre i de to sidste kampe i VM-kvalifikationen kan sikre sig vej til VM for første gang i 24 år.