Lingard ser tilbage på skadesnedtur
Jesse Lingard fik i sidste sæson sin anden ungdom hos West Ham på en lejeaftale. Hans personlige nedtur startede under José Mourinho i Manchester United.
Jesse Lingards formkurve var opadgående, da han gik ind i 18/19-sæsonen, men en lyskeskade fik hurtigt sat en stopper for det.
– Jeg løb altid 12-13 kilometer i kampene, men jeg kunne ikke mere. Min krop havde fået nok. Alt stoppede pludseligt, mens jeg red på en bølge af succes, siger Lingard til Players Tribune.
Han var med til at vinde Europa League og Liga Cuppen under José Mourinho, og de to havde et godt forhold, indtil Lingard blev skadet.
– Mourinho var manager dengang, og han kunne ikke lide, hvis hans spillere var skadet. Han ville slet ikke høre om det. Jeg tænkte ”Det er vel ikke min skyld chef?”, siger den engelske kantspiller.
Fra det punkt havde Lingard svært ved at komme tilbage på holdet, da han både kæmpede med det mentale og fysiske. Og da han endelig var klar igen, var han ikke sig selv.
– Jeg kan huske Bruno Fernandes komme hen til mig før kamp og sige, ’I dag vil jeg se, den Jesse Lingard som jeg kender’. Alt jeg kunne tænke var ’Mate, det kan jeg ikke, for det her er ikke mig’, siger englænderen.
I sidste sæson fik kantspilleren sit andet gennembrud, da han på et lejeophold hos West Ham fik fast spilletid og gang i sin målscoring igen med ni mål i seksten kampe.
Nu er han hjemme i Manchester United, som lørdag møder Leicester på udebane.
Læs også: Ranieri: De har jagtet mig i tyve år