Ulven kom aldrig: Danmark igen klasser over Moldova
Landstræner Kasper Hjulmand tog ingen chancen i VM-kvalifikationskampen mod Moldova, hvor han kørte i sit tungeste skyts i stilling. Det virkede upåklageligt, for endnu engang gav danskerne de østeuropæiske miniputter en vaskeægte fodboldlektion.
Forud for kampen mod Israel advarede Landstræner Kasper Hjulmand mod en ekstrem stærk offensiv.
Forud for lørdagens kamp mod Moldova advarede han om en kamp, der kunne blive både ’bøvlet’ og ’ekstremt svær’.
Måske kommer ulven rent faktisk, når Danmark tirsdag møder Østrig i Parken.
I hvert fald viste Israels offensiv sig i sidste måned ganske tandløs, ligesom lørdagens kamp mod Moldova nærmede sig det, man på moderne dansk vil kalde en ’walkover’.
Hvis ret skal være ret, så gik der rent faktisk 23 minutter, inden Danmark fandt vej til netmaskerne mod verdensranglistens nummer 180, da Andreas Skov Olsen kunne færdiggøre et flot dansk opspil, ved at sparke en returbold ind ved fjerneste stolpe.
Fra sin position på højrekanten ville Skov Olsen ni minutter senere slå et indlæg til sine to fremadstormende holdkammerater, Joakim Mæhle og Pierre-Emile Højbjerg, men desværre for den moldoviske venstreback, Denis Marandici, fik han gjort lidt for tydelig brug af sin arm til at blokere indlægget, og derfor pegede kampens portugisiske dommer på straffesparkspletten.
Forsøget fra 11-meters pletten skulle den danske kaptajn Simon Kjær tage sig af, og AC Milan-forsvareren, der fredag var en af de 30 nominerede til årets Ballon d’Or, hamrede bolden via overliggeren og ind i kassen til en dansk 0-2-føring.
Bare fem minutter senere blev startopstillingens største overraskelse, Brentford-midtbanespilleren Christian Nørgaard, jubilar, da han med sit første landskampsmål kunne dirigere Andreas Skov Olsens hjørnespark ind ved bagerste stolpe. Et mål der gav Danmark en målscore i indeværende kvalifikation på 25-0.
Læs også: Ingen brandkamp da England pligtsejrede
Den imponerende gruppe medrejsende danske fans var allerede ved 1-0-målet begyndt at drømme sig tilbage til sommerens EM-slutrunde med sangen ”Fire, fire, fire, fire-nul”, og et minut før pausen fik de som bestilt, da Joakim Mæhle fulgte op på en misset Yussuf Poulsen-chance.
330 danskere havde taget turen til Moldova. Foto: Gleb Garanich/Reuters/Ritzau Scanpix
Ved pausen fik første halvlegs store oplevelse, Andreas Skov Olsen, og anfører Simon Kjær begge et hvil, mens også Thomas Delaney kort inde i anden halvleg havde spillet færdigt. Ind i deres sted kom henholdsvis Kasper Dolberg, Jannik Vestergaard og Mathias Jensen, men det virkede lidt som om, at de to mandskaber på banen havde indgået et forlig om, at 0-4 var et passende resultat.
Danmark ville med undtagelse af et par løse chancer ikke for alvor noget, og Moldova kunne slet og ret ikke true det danske mål, og dermed blev pausestillingen også slutstillingen. Dermed kunne Moldova halvere nederlaget fra marts, mens Danmark fortsætter sejrsgangen mod direkte VM-kvalifikation.
Med 0-4-sejren har Danmark stadig lutter sejre i VM-kvalifikationen – endda uden at lukke så meget som et eneste mål ind, og dermed sætter Danmark en rekord, som de før i dag delte med Rumænien.
I puljens øvrige kampen havde Østrig ikke de samme problemer med at slå Færøerne, som Danmark i sidste runde havde. De østrigske gæster kom allerede efter 26 minutter foran 0-1, og i anden halvleg gjorde de det også til slutresultatet 0-2.
I puljens tidlige kamp slog Skotland på en overtidsscoring af Manchester Uniteds Scott McTominay Israel med 3-2 i en kamp, der var mere underholdende end velspillet.