Vrede Premier League-klubber: Ønsker krisemøde i næste uge
Newcastle-fansene var jublende lykkelige, da det blev annonceret, at Mike Ashley havde solgt klubben. De resterende 19 klubber i ligaen klapper til gengæld ikke i deres hænder.
Newcastle fik ny ejer torsdag, da et saudiarabisk konsortium købte klubben fra Mike Ashley. Det har nu fået de resterende klubber i Premier League til at presse på for et krisemøde i næste uge, skriver The Guardian.
Klubberne som kritiserer salget af Newcastle, lægger især vægt på Saudi Arabiens Public Investment Fund, som overtager 80% af den nordengelske klub. Fonden har fået kritik af flere menneskerettighedsorganisationer, da Saudi Arabien ifølge organisationerne ikke overholder alle menneskerettigheder.
Premier League-klubberne er særligt bekymrede for ligaens image. De er samtidig bange for endnu en inflation i transfersummer og lønninger. Et andet kritikpunkt er den sene udmelding fra Premier League, som ikke undervejs fik underrettet klubberne. Disse bekymringer har fået klubberne til at bede om et krisemøde, som kan afholdes i starten af næste uge.
Krisemøde eller ej – så ser det ikke ud til, at de 19 klubber kan blokere salget, men blot få lov til at lufte deres utilfredshed.
Læs også: Fodboldekspert om det nye Newcastle: Det vigtigste er nærmest, at Mike Ashley forsvandt