Endelig gode nyheder til Barcelona: Flere nøglespillere klar efter landsholdspause
FC Barcelona har været i en markant nedtur de sidste mange uger, hvor der udover dårlige resultater har været massevis af spillere på skadeslisten. Det ser endelig ud til at ændre sig.
Den catalanske storklub, FC Barcelona, har været inde i en skidt periode, hvor der udover de mange dårlige resultater, næsten har været lige så mange spillere på deres skadesliste.
Spillere som Ousmane Dembele, Jordi Alba, Pedri og Sergio Agüero har alle siddet ude med skader i en længere periode. Her har blandt andet Agüero været ekstra uheldig, da den argentinske angriber fortsat ikke har fået sin debut siden skiftet i sommer.
Men noget tyder på, at det held endelig er ved at vende. Ifølge det spanske medie Sport, så er alle fire spillere nemlig på vej tilbage på grønsværen.
Læs også: FC Barcelona stopper kontraktforhandlinger med profil
Sport melder nemlig, at både Dembele, Agüero, Pedri og Alba skulle være kampklar igen efter den nuværende landsholdspause.
Det betyder, at cheftræner, Ronald Koeman, igen vil have nogle offensive krafter klar til sin startopstilling, hvor der været begrænset med muligheder i denne sæson.
FC Barcelonas næste kamp er den 17. oktober, hvor den catalanske klub hjemme på Camp Nou tager imod Valencia CF.