Niels Frederiksen giver status på Uhres ankelskade
Mikael Uhre var helt ude af Brøndby-truppen til midtugens Europa League-kamp mod Lyon, men i søndagens opgør var superligatopscoreren tilbage i Brøndbys startopstillingen til kampen mod Randers. Undervejs i anden halvleg måtte angriberen dog gå ud med det, der lignede en ankelskade.
Hvis der er én spiller, de bestemt ikke har råd til at miste i Brøndby IF, så er det formentlig sidste sæsons superligatopscorer Mikael Uhre.
Den 27-årige angriber var efter sit fravær i Europa League-kampen mod Lyon tilbage blandt Niels Frederiksens 11 startende spillere til søndagens senes superligaopgør mod Randers, men efter en times spil måtte han humpende forlade banen.
Endnu kender cheftræner Niels Frederiksen ikke det præcise omfang af skaden, men umiddelbart ser det ikke så slemt ud.
– Jeg har ikke nogen stor status på det, men jeg tror, at det var et vrid eller et slag på anklen. Han humper lidt rundt, men det er ikke noget, jeg forventer kommer til at tage rigtig lang tid. Nu har vi en landskampspause til at få ham klar, og det tror jeg da bestemt, at han bliver, siger Brøndby cheftræner til campo.dk efter kampen mod Randers.
Læs også: Brøndby prøvede og prøvede i Randers – men det endte med 1-1 og ny Uhre-skade
Med landskampspausen får Mikael Uhre og Brøndby en pause på 14 dage, og sundhedssektoren hos de forsvarende mestre har således en deadline, der hedder 17. oktober. Her tager Brøndby hjemme på Brøndby Stadion imod Superligaens bundprop fra Vejle.
Mikael Uhre ligger side om side med F.C. Københavns Pep Biel og FC Midtjyllands Junior Brumado på Superligaens topscorerliste. Alle tre har scoret seks mål.