Gruppe C: Favorithold skuffer fælt
Et Leicester-hold, med både Kasper Schmeichel og Jannik Vestergaard i startopstillingen, har stadig første sejr til gode i Europa League, efter de led et skuffende nederlag på udebane mod Legia. Det samme har Napoli, der på hjemmebane måtte se sig slået af velspillende Spartak Moskva.
Leicester spillede deres første gruppekamp uafgjort med Napoli, og efter torsdagens kampe er det lige netop Napoli, de deler sidstepladsen i gruppen med.
Leicester pressede ellers det polske hjemmehold Legia i bund, men stik imod spil og chancer kunne Legias Mahir Emreli efter en halv time bringe hjemmeholdet foran 1-0. Leicester fortsatte i den dominerende stil, men formåede ikke at nette før pausen.
Efter pausen havde Leicester stadig overtaget, men ind ville bolden ikke, og derfor formåede englænderne ikke at hente point i Polen.
Gruppe C havde også Napoli-Spartak Moskva på programmet. Her kom Napoli planmæssigt fra start imod de russiske gæster, da de scorede i det første minut. Men efter en halv times spil fik Napolis Mario Rui direkte rødt, og herefter var Napoli-mandskabet under massivt pres.
Presset kunne Napoli-mandskabet ikke stå for, og 1-0 blev i løbet af anden halvleg vendt til 1-3 af et velspillende Spartak-hold. En sen reducering til 2-3 hjalp ikke for napolitanerne, der dermed også led et skuffende nederlag.
De to forventede tophold i gruppe C er derfor reduceret til bundhold med et point hver, mens Legia topper gruppen med seks point.