Santo: Ingen grund til panik
Tottenham har haft en svingende start på Premier League. Det startede godt med tre sejre på stribe, men klubben har tabt sine seneste tre kampe, hvor London-klubben har indkasseret tre mål per kamp. Men Spurs-træner, Nuno Espirito Santo, maner til besindighed i klubben.
Tottenham fik en perfekt start på Premier League og havde efter de første tre spillerrunder ni point på kontoen. Siden er det gået ned ad bakke for London-klubben, der har tabt sine seneste tre kampe og placerer sig på 11.pladsen i Premier League.
Men Spurs’ portugisiske træner, Nuno Espirito Santo, mener ikke, at der er grund til at være bekymret for klubbens forfatning.
-Der er ingen grund til panik. Det ved både klubben og jeg. En fodboldklub vil altid opleve bump på vejen, men det vigtigste er, hvordan man håndterer udfordringerne. Den eneste løsning er at holde sammen som hold, fortæller Nuno Espirito Santo til BBC Sport.
Læs også: Ekspert: Tottenham bør sælge Harry Kane hurtigst muligt
Tottenhams ringe form fik tirsdag deres Fanklub til at bede klubbens bestyrelse om et møde, da Fanklubben var bekymret for Spurs’ tilstand på og udenfor banen. Men heller ikke det bekymrer Santo.
-Det eneste, der bekymrer mig, er, hvordan vi kan komme til at spille bedre på banen. Kritik, holdninger og meninger er en del af gamet, og det skal vi leve med, sagde træneren.
Spurs’ skal i deres næste Premier League-kamp møde Aston Villa på hjemmebane.
Læs også: Rice lægger United og Chelsea på køl: Man kan se det på min præstation