Guardiola om PSG-offensiv: De kan ikke stoppes
Tirsdag aften står endnu en kamp mellem to nyrige storklubber i Champions League. Før kampen ved City-manager Pep Guardiola endnu ikke, hvordan de skal stoppe en stjernespækket PSG-offensiv.
Tirsdag tørner de lyseblå fra Manchester City sammen med den lidt mørkere blå fra Paris Saint Germain i en kopi af sidste sæsons Champions League-semifinale.
PSG-offensiven har efter sidste sæsons nederlag fået en større opgradering i form af den argentinske troldmand Lionel Messi, som har været ude med en knæskade i holdets seneste kampe
Men Messi er begyndt at træne efter en mindre knæskade, og derfor er det et frygtindgydende angreb med Mbappe, Messi og Neymar, som Guardiolas mandskab skal forsøge at dæmme op for.
– De er fantastiske spillere alle sammen, både individuelt, men også i måden de spiller sammen på. Deres kombinationer er så gode, at de ikke kan stoppes. De er et fantastisk hold, siger Guardiola til Manchester Evening News.
I seneste sæson tog Manchester Citys tropper to sejre mod PSG, men planen, for hvordan PSG-offensiven skal stoppes, er endnu ikke klar.
– Den mængde kvalitet på et hold, jeg ved ikke, hvordan man kan stoppe dem. Alt det talent på samme hold er svært at kontrollere. Vi vil forsøge at forsvare godt og få dem til at løbe meget, mens vi har bolden, siger Pep Guardiola.
PSG-manager Mauricio Pochettino har fortalt, at Messi igen træner med og vil være i truppen til tirsdagens kamp, men at det endnu er uvist, om argentineren starter på banen.
Læs også: Håb for PSG inden City-brag: Messi træner igen med