Uhre sikrede Brøndby sejren og brød ubesejret AaB-stime
Søndag aften vandt Brøndby IF deres blot anden kamp i denne sæsons Superliga, da de hjemme på Brøndby Stadion besejrede AaB med 2-1.
Brøndby IF tog søndag aften imod det formstærke mandskab AaB hjemme på Brøndby Stadion.
Klubben fra Vestegnen havde brug for tre point på kontoen for at slippe væk fra nedryknings stregen, mens det nordjyske mandskab skulle kæmpe for sejren for at følge med i Superligaens topstrid.
AaB kom bedst fra start, da de kunne gå til pause med en 0-1 føring på et mål af Louka Prip.
Brøndby svarede dog hurtigt igen fra anden halvlegs start, hvor sidste sæsons topscorer, Mikael Uhre, fik udlignet efter blot 49 minutters spil.
Selvsamme Uhre skulle senere blive den helt store helt for Brøndby, da han efter 76 minutters spil scorede til 2-1 efter en dødboldssituation.
Læs også: Selvtilfreds FCK’er: Vi viser viljestyrke og karakter
Dermed lykkedes det Brøndby at vinde deres blot anden kamp i denne superligasæson. Samtidig brød klubben fra Vestegnen AaBs ubesejrede stime.
Inden aftenens kamp havde det nordjyske mandskab nemlig ikke tabt de sidste ni kampe, men den stime blev brudt på Brøndby Stadion.
Med kampens slutresultat på 2-1 rykker Brøndby op på en sjetteplads med 11 point, mens AaB forbliver på Superligaens tredjeplads med 18 point.