Kent Nielsen efter nederlag: Horsens var mere effektive end os
Superligaholdet Silkeborg IF formåede ikke at besejre 1. divisionsholdet AC Horsens i torsdagens pokalopgør. Silkeborg-træner, Kent Nielsen, kunne ellers se sit hold komme bedst fra start.
Silkeborg IF gæstede i aftenens pokalopgør AC Horsens, men silkeborgenserne levede ikke op til favoritværdigheden, da de blev sendt ud af pokalturneringen med et 3-2-nederlag.
Silkeborgs træner, Kent Nielsen, kunne ellers se sine tropper lægge godt fra land, da Sebastian Jørgensen scorede til 0-1 efter 14 minutters spil.
Men så ramte AC Horsens otte effektive minutter, hvilket resulterede i tre scoringer. De otte minutter gav efter kampen panderynker hos Kent Nielsen.
– Jeg synes ikke, at man kan pege fingre ad drengene efter den her kamp – bortset fra, at vi selvfølgelig ikke må indkassere tre mål i det hele taget og slet ikke så hurtigt efter hinanden. Vi taber kampen på små ti minutter, og man må sige, at Horsens var meget effektive i dag i modsætning til os. Og det skal de selvfølgelig have ros for. De scorer på 3 ud af 4 store chancer, mens vi vel selv brænder en god håndfuld plus det løse, og det skal vi selvfølgelig gøre bedre, fortæller Kent Nielsens til Silkeborgs hjemmeside.
Læs også: Ny Silkeborg-spids: Vi havde fuldstændig styr på det
Silkeborg IF er med nederlaget ude af pokalturneringen, som klubben senest vandt i 2000-2001-sæsonen.
Læs også: Brøndby får endnu en drømme-modstander i Sydbank Pokalen