LaLiga

Spanske kilder onsdag: Koeman er dead man walking!

FC Barcelonas cheftræner, Ronald Koeman, har malet sig helt op i hjørnet som cheftræner i klubben, og det er kun et spørgsmål om tid, før han bliver fyret. Det fortæller flere journalister omkring FC Barcelona til campo.dk.

Ronald Koeman er Dead Man Walking i FC Barcelona, siger flere lokale journalister
Ronald Koeman efter et møde med præsident, Joan Laporta. Koeman er Dead Man Walking. Foto: Ritzau Scanpix/ REUTERS/Albert Gea

Mandag aften spillede FC Barcelona uafgjort 1-1 på hjemmebane mod Granada. En ringe indsats fra cataloniernes side, og resultaterne har i det hele taget svigtet holdet i starten af sæson, hvor de også i seneste spillerunde i Champions League blev udspillet med 3-0 af Bayern München.

Og selvom klubben har mistet flere store profiler de seneste par sæsoner, senest Lionel Messi til PSG i sommer, er det stadig den hollandske cheftræner, der står for skud.

Forholdet mellem Koeman og klubben er brudt helt sammen

– Francisco Cabezas, El Mundo

Og faktisk er forholdet mellem FC Barcelonas præsident, Joan Laporta, og Ronald Koeman så dårligt, at det kun er et spørgsmål om tid, før en fyring er en realitet.

– Der er ingen løsning lige nu. Det store problem er, at Koeman ikke er den cheftræner, Laporta gerne vil have. Og de ringe resultater bliver så det, der gør, at Koeman bliver fyret. Koeman blev ansat af tidligere præsident, Josep Maria Bartomeu, og han har aldrig været en ønsketræner for Laporta, siger international fodboldredaktør på den spanske avis AS, Aritz Gabilondo, til campo.dk.

Og han bakkes op af sin kollega på den spanske avis, El Mundo, Francisco Cabezas, der følger FC Barcelona tæt hver dag.

– Koeman ved, at i det øjeblik klubben finder en anden træner, så bliver han fyret. Forholdet mellem Koeman og klubben er brudt helt sammen, og fansene støtter ham heller ikke længere på grund af hans spillestil og mangel på resultater, siger Cabezas, der talte hele 53 indlæg ind i feltet fra FC Barcelona i kampen mod Granada.

Laportas afløsere på blokken
Den hollandske cheftræner, der ved sin ansættelse fik indført en klausul ved manglende forlængelse af sin kontrakt på 12 millioner euro (svarende til små 100 millioner danske kroner), er dermed ’Dead Man Walking’. Lige nu venter alle blot på, hvem hans afløser bliver.

– Der er flere muligheder for Laporta, og så snart han har fundet en afløser for Koeman, så fyrer han ham. Vi snakker indenfor en måned, og favoritterne som Koemans afløser er lige nu Roberto Martínez, Henk Ten Cate og B-holdets nuværende træner Sergi Barjuan, vurderer Artiz Gabilondo.

Og der er de to spanske journalister igen helt enige.

– Allerede i juni sidste år, da Barcelona missede mesterskabet, forklarede Laporta til Koeman, at han ledte efter en afløser, men at – hvis han ikke fandt det – ville Koeman fortsætte. Laportas store fejl var at beholde en træner, han reelt aldrig havde tillid til. Forholdet er nu så forringet, at der er ikke noget, der kan redde ham mere. Det er bare et spørgsmål om tid, og klubben har allerede sagt, at den kan klare kompensationen på de 12 millioner euro, siger Francisco Cabezas til slut til campo.dk.

Ronald Koeman og FC Barcelona, der lige nu ligger på ottendepladsen i La Liga, møder i næste runde Cádiz på udebane.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P