Arsène Wenger: Arsenal er et følsomt emne lige nu
Den tidligere Arsenal-manager Arsène Wenger erkender, at det er svært at holde med klubben for tiden. Han ser dog masser af kvalitet i truppen og håber, at tingenes tilstand snart vender.
Arsenal ligger stadig Arsène Wengers hjerte nært. Det lægger han ikke skjul på i et interview med mediet beIN Sports. Her fortæller han blandt andet, at det er svære tider lige nu som fan.
– Først og fremmest elsker jeg normalt at dele, hvad jeg synes. Men det er det er et følsomt emne, når jeg taler om Arsenal i øjeblikket. Timingen er måske ikke den rette for at tale om klubben, starter franskmanden nærmest skamfuldt, inden han uddyber:
– Jeg synes, truppen er fuld af kvalitet. Jeg er ikke pessimistisk, fordi jeg føler, at de havde to svære kampe i de tre første Premier League-runder – især med Chelsea og Manchester City, siger han og referer til den historisk dårlige sæsonstart, hvor Arsenal startede med at tabe de tre første kampe.
Lørdag blev det så til sæsonens første sejr, da oprykkerne fra Norwich blev besejret 1-0. Noget Wenger glæder sig over.
– Potentialet er der, så jeg håber, de kommer tilbage, sluttede den tidligere Arsenal-manager.
Arsenal spiller næste gang den 18. september, hvor Burnley venter på udebane.
Læs også: Arteta med klar besked til Bernd Leno efter første sejr