Solskjær om Ronaldo: Han skal være som Roy Keane
Cristiano Ronaldo gør senere i dag comeback for Manchester United. Udover mål og assists forventer Ole Gunnar Solskjær også, at Ronaldo bringer andre kvaliteter.
Siden Cristiano Ronaldos skifte til Manchester United har fokus primært været på hans kvaliteter på banen, men han bringer også en utrolig vindermentalitet ind i truppen, siger United-træner, Ole Gunnar Solskjær.
– Ronaldos tilgang til klubben gør, at spillerne ikke kan gemme sig længere. Hvis man laver fejl og ikke giver sig 100 procent, så skal man nok blive gjort opmærksom på det. I min tid var det Roy Keane, der skreg af dig, hvis du gjorde noget forkert, nu bliver det Ronaldo. Han forventer, at alle er skarpt fokuserede og giver alt hvad de har, siger Solskjær til The Telegraph.
Solskjær er glad for tilgangen, da det giver de unge spillere et forbillede, som de kan lære noget af.
– Lige nu er vi i en position, hvor erfaringen og vindermentaliteten kan føres fra vores erfarne spillere og over til de unge spillere, som drømmer om at nå samme niveau på et tidspunkt i karrieren.
Hvordan det går i Ronaldos comeback, finder vi ud af senere i dag, når Manchester United tager imod Newcastle hjemme på Old Trafford klokken 16.00. Kampen kan følges på TV3 Max og Viaplay.