Premier League

Ronaldo efter comeback: Glad for at hjælpe holdet

Cristiano Ronaldo var lørdag tilbage på Old Trafford iklædt den røde Manchester United-trøje, og den 36-årige portugiser stjal selvsagt overskrifterne.

Cristiano Ronaldo er tilbage på Old Trafford
Cristiano Ronaldo er tilbage på 'Drømmenes Teater'. Foto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix

Der var kameraer på Ronaldo før kampen, der var kameraer på Ronaldo under kampen og der var kameraer på Ronaldo efter kampen.

Det eneste overraskende ved dækningen af lørdagens Premier League-opgør mellem Manchester United og Newcastle var nærmest, at der ikke var kameraer på Ronaldo i pausen.

Den tidligere Juventus-spiller lod som vanligt til at befinde sig fint i spotlyset, og med to scoringer i kampen lod alt da også til at dreje sig om ham. Efter kampen var det dog en lidt mere ydmyg Ronaldo, der satte sig til tasterne.

– Stolt af at være tilbage i Manchester United og af at spille i Premier League igen, men først og fremmest er jeg glad for at hjælpe holdet! Skrev Ronaldo umiddelbart efter kampen på sin instagram-profil.

Den tilbagevendte søn kunne undervejs i sit comeback juble op mod de tilskuerpladser, hvor hans tidligere manager, Sir Alex Ferguson, sad, og hovedpersonen fik da også en reminder om, hvorfor hans ’nye’ hjemmebane har sit øgenavn.

– Min retur til Old Trafford var bare en hurtig påmindelse om, hvorfor dette stadion er kendt som ’Drømmenes Teater’. For mig har det altid været et magisk sted, hvor man kan opnå alt det, man sætter sig for, lød det fra Ronaldo.

– Sammen med alle mine holdkammerater og med den fantastiske støtte, som vi altid får fra tribunerne, går vi fremad med selvtillid og troen på, at vi alle jubler sammen til sidst, formulerede den portugisiske megastjerne sig.

For Cristiano Ronaldo og Manchester United er næste kamp på udebane mod Young Boys I Schweiz I første runde af Champions League på tirsdag.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P