
Sportsdirektør i Juventus: Moise Kean er ikke en erstatning for Ronaldo
Den italienske storklub Juventus måtte denne sommer sige farvel til deres helt store stjerne Cristiano Ronaldo. Sportsdirektøren i klubben, Federico Cherubini, slår dog fast, at den nytilkomne angriber Moise Kean ikke er en erstatning for portugiseren.

Det kom som en overraskelse for mange denne sommer, da Cristiano Ronaldo fra den ene dag til den anden pludselig ikke længere ville være i Juventus.
For den italienske klub selv, var der dog kun en ting, som var klart efter portugiseren ønskede et exit fra klubben.
-Da Cristiano fortalte os, at han ønskede at forlade klubben, tænkte vi med det samme på at sikre fremtiden, siger sportsdirektør i Juventus, Federico Cherubini, til Tuttosport.
Læs også: Eriksens agent: Meldinger om Eriksen-test er nonsens
Kort tid efter Ronaldos afsked med Juve, havde det italienske hold en ny angriber på plads. Everton-spilleren Moise Kean, der inden sit skifte til Merseyside-klubben, tørnede ud for netop Juventus.
Men ifølge Cherubini skal man ikke trække ligheder mellem det, som Ronaldo leverede i Juventus, og det som Kean kommer til at levere.
-Kean er ikke en erstatning for den portugisiske angriber, men en af de vigtige brikker i planen for at fortsætte med at vinde i et nyt projekt, siger Federico Cherubini til Tuttosport.
I Moise Keans første ophold i Juventus nåede det at blive til 16 kampe og syv mål.