Eriksens agent: Meldinger om Eriksen-test er nonsens
Der kom tidligere på ugen gode nyheder ud om en kontrol af Christian Eriksen. Nu maner hans agent rygterne til jorden.
Tidligere på ugen kunne det italienske medie La Gazzetta dello Sport oplyse, at Christian Eriksen skal til karrieredefinerende kontrol om en måned. Efter kollapset i Parken under EM er det en fantastisk nyhed for Eriksen-fans, men desværre er den ikke sand. Det siger Christian Eriksens agent, Martin Schoots.
– Jeg læser alle mulige spekulationer på nettet om diverse undersøgelser i næste måned. Det er nonsens. Helt simpelt er der ikke nogen tidsramme, siger agenten til TV 2 SPORT.
Siden Christian Eriksens kollaps mod Finland har han brugt tiden på at slappe af med familien, og meldingerne fra agenten er, at de alle har det godt.
Martin Schoots oplyser, at Christian Eriksen selv kommer med en udmelding, når der er nyt at fortælle.
Læs også: Christian Eriksen ude af CL-trup