Falk: Derfor valgte jeg FCK over Brøndby
Rasmus Falk fortæller i Campos podcast, hvorfor han valgte at skifte til F.C. København, selvom Brøndby IF var interesseret.

Rasmus Falk er tilbage i OB.
Sammen med unge talenter som Marcus McCoy skal den hjemvendte Superliga-profil hjælpe de stribede tilbage til toppen.
Det er ni år siden, at Falk forlod Odense for at drage til Hovedstaden og spille for F.C. København. Men løverne var ikke de eneste, der var interesserede i at hente den i dag 33-årige fynbo.
Brøndby IF var nemlig også ude efter Falk. Det fortalte nuværende sportsdirektør Troels Bech i forbindelse med Falks skifte til OB denne sommer. Det var nemlig Troels Bech, der dengang var sportsdirektør på Vestegnen, der håbede at sende Falk i blågult.
Men Falks valg faldt på F.C. København, og i Campos podcast 'Campo på udebane' fortæller han hvorfor.
- Det gjorde jeg på grund af, at jeg hellere ville til F.C. København, og at det var en større klub end Brøndby.
- På det tidspunkt var Brøndby ikke lige så væsentlig, som de måske har været (efterfølgende, red.), også efter Alex (Alexander Zorniger, red.) kom til Brøndby, men der var ingen tvivl på det tidspunkt, siger Rasmus Falk.

Skulle turen dog være gået til Vestegnen frem for F.C. København, så skulle det være af andre grunde. Og her peger Falk på netop Troels Bech, der altså er lykkes med at hente midtbaneprofilen hjem til Odense nu.
Dermed er Bech og Falk nu blevet genforenet for første gang, siden Troels Bech var cheftræner i OB fra 2012 til 2014, hvor Falk spillede i klubben.
- Den eneste grund til, at jeg på det tidspunkt kunne have valgt Brøndby, var Troels (Bech, red.). Og så tror jeg, at Thomas Frank var der også som træner.
- Men jeg havde det lidt sådan, at OB og Brøndby var nogen, der lå og konkurrerede på det tidspunkt.
- Så det var ikke et så svært valg, siger Rasmus Falk i Campo på udebane.
I F.C. København har Rasmus Falk været med til at vinde fem mesterskaber og tre pokaltitler.
Hos løverne har han også været med til at spille en masse europæiske kampe, men det første møde med Europa kom faktisk allerede, mens han spillede i de fynske striber. Da spillede OB nemlig Europa League gennem to sæsoner.
I denne uges episode af 'Campo på udebane' fortæller Rasmus Falk sammen med det 20-årige OB-talent Marcus McCoy om ambitionerne i OB, fremtiden og drømme med Øens Hold.
Find episoden på Spotify, Apple Podcast, eller der, hvor du hører podcasts.
Herunder kan du også høre den nyeste episode.
Brøndby IF
OB
Rasmus Falk
Troels Bech
F.C. København












