Om Campo.dk
Campo.dk er et passioneret fodboldnyhedssite, der fokuserer på såvel international som dansk fodbold. Vi kommer dagligt først med de fleste nyheder, og vi stræber altid efter at fortælle de mest relevante nyheder, give dig et effektivt overblik samt at folde de baggrundshistorier ud, der kan gøre dig klogere. Vi skaber overblik og indsigt.
Campo betyder ‘bane’ på flere sprog, og vi sørger for at vores øjne er rettet mod spillet på banen, når de væsentligste kampe spilles, eller når der er træning i Superligaen. Campo.dk ønsker at bidrage med unikke historier og interviews, og vi prioriterer skarpt, når vi giver dig dit overblik.
Campo.dk drives af selskabet Sports Content ApS, og hver dag udgiver vi unikt indhold fra især de bedste danske fodboldligaer. Du kan også følge med på vores sociale medier Instagram, Facebook og Youtube, hvor vi udgiver masser af video og lyd.
Mød redaktionen
Allan Hvid – CEO
Allan Hvid var i de tidlige år af sin karriere reporter, vært og redaktør på TV 3 SPORT, inden han i 2008 stiftede mediet 442.dk og sidenhen sportskanalen – Kanal Sport. Fra 2014 til 2021 var Allan Hvid chef for fodbolddækningen på TV 2. Hans højdepunkter som sportsjournalist er, da Thierry Henry gjorde grin med ham efter et kritisk spørgsmål på et Champions League-pressemøde samt interviewene med de to store forbilleder – Steven Gerrard og Michael Laudrup.
Troels Bager Thøgersen – chefredaktør
Troels Bager Thøgersen er en erfaren medieleder med mange år på bagen som chefredaktør for Tipsbladet. Fra efteråret 2025 har han været chefredaktør for Campo, og missionen er at fortsætte Campos positive udvikling, hvor kvalitetsjournalistik og troværdighed er i højsædet. Ud over arbejdet med nyheder og dybdegående artikler og kommentarer har Troels Bager Thøgersen også erfaring med video- og lydproduktion, der er et centralt indsatsområde på Campo. Han har i en længere årrække stemt til Ballon d’Or og har ud over gode fodboldfortællinger en forkærlighed for tal og kritisk journalistik om fodboldbranchen.
Mathias Blohm Schytte – redaktionschef
Mathias Blohm Schytte‘s første fodboldminde er, ligesom 90% af alle andre børn født i 80’erne, da John ‘Faxe’ Jensen sjaskede bolden ind bag Bodo Illgner i EM-finalen ’92. Han elsker Paul Scholes og Zinedine Zidane, men bryder sig til gengæld ikke særlig meget om hverken Gary Neville eller Jamie Carragher, og så hader han FIFA – altså (også) spillet.
Emil Søndergaard Andersen – journalist
Emil Søndergaard Andersen voksede op med en fodbold ved fødderne. Der blev både spillet i haven og i børnehaven, og senere hen i skolen og fritidsklubben. Som lille forsøgte Emils forældre forgæves at begrænse skaderne på husets facade, hvor Emil ofte stod og spillede op ad husets røde murstensmur. Det gjorde de ved at købe en fodbold, der fra producentens side var fastbundet til en form for livrem ved hjælp af en elastik, således man kunne spille med sig selv uden en mur. Det var dog ikke det samme. Emil opgav hurtigt, og genoptog projektet med at ødelægge husets facade gennem boldspil.
Nicolaj Rønstrup – journalist og vært
Fodbolden er bedst, når den er dansk. Nicolaj Rønstrup er redaktionens selvudnævnte Fyn-ambassadør, og hans journalistiske tilgang er bygget op som en god brunsviger: Grundig og vedholdende i bunden, men altid med et æggende lag af remonce på toppen.
Kasper Gregersen – journalist
Kasper Gregersen er født med fødderne plantet i den midtjyske muld, hvor en hælervarer-købende egypter fortryllede egnen og denne unge mand. Inden længe var det dog spillere som Tim Cahill, Leon Osman og Alessandro Del Piero, der stjal hans opmærksomhed. Kærligheden til den blå del af Merseyside er til stor undren for andre, og det kan man jo af og til godt forstå.
Tobias Thomasen – journalist
Tobias Thomasen blev for alvor interesseret i fodbold ved EM i 92. Herefter fulgte teenageår proppet med Tipslørdag fra Premier League og de sene kampe med Barca og Michael Laudrup. Har fodboldminder fra møde med Beckham, EM-semifinalen i 96 på det gamle Wembley mellem England og Tyskland og en gåtur inde på det historiske græstæppe på Nya Ullevi.
Emma Sparre Juul Hansen Toft – journalist og vært
Emma Sparre Juul Hansen Toft har, udover sine mange efternavne, arvet fodboldinteressen fra sine forældre. Hun har siden barnsben tilbragt weekender på sidelinjer og tribuner rundt i hele kongeriet, hvilket har skabt grobunden for en kæmpe kærlighed til dansk fodbold og groundhopping. Derfor er alle stadions i Superligaen, NordicBet Ligaen og 2. Division også besøgt, mens udenlandsrejser også altid byder på en fodboldkamp eller to, som troligt registreres på appen Futbology.
Alexander Engstrøm Wøhlk – journalist
Alexander Engstrøm Wøhlk havde ikke det store fodboldtalent, men blikket for fodbolden har altid været der. Interessen gav sig selv. For med en glødende AAB-fan som far blev han tidligt udsat for de bolsjestribedes bestræbelser i Superligaen. Opvæksten bød på hjemmebrygget kommentering, der indeholdt lige dele forbandelser over missede chancer og lige dele lallende jublen over endnu én Jeppe Curth-scoring, men AAB-begejstringen gik ikke i arv. Kærligheden til fodbold er dog en anden historie, den lever bestemt videre i Alexander.
Kasper Benthien – skribent
Kasper Benthien‘s fodboldopvækst er foregået på de sønderjyske marker, hvor interessen først tog fart. Han elsker Manchester United, og når han ikke skriver fodboldartikler, dyrkes fodboldinteressen gennem Football Manager, hvor han i skrivende stund er ved at sikre Aarhus Fremad trofæet med de store ører.
Gustav Norup Egsgaard – skribent
Gustav Norup Egsgaard blev vild med fodbold i en tidlig alder. Fodboldopdragelsen har han fået på det gamle Mascot Park i Silkeborg, som både har ført mange fejringer og skuffelser med sig. I dag er han også regelmæssigt at finde på det nye stadion, hvor det er blevet væsentligt sjovere at holde med De røde. Af samme grund er det især dansk fodbold, som weekenderne bliver fyldt med, men også en gammel flamme for Barcelona fra de kronede dage i Catalonien.
Nicklas Tange-Jensen – skribent
Nicklas Tange-Jensen voksede op i en husstand, hvor fodbold bare var et spil, som Danmark engang blev europamestre i. Han fandt dog hurtigt ud af, at det for ham betød meget mere end det. Som søn af to thyboer med en opvækst i hjertet af Nordsjælland kæmper han stadig med at vælge mellem Thisted FC, Hillerød Fodbold og FCN. Derfor har han i mellemtiden kastet sin ubetingede kærlighed over Arsenal, hvilket han fortsat venter på for alvor at kunne høste frugterne af.
Sebastian Pfaff – journalistpraktikant
Så langt tilbage, Sebastian kan huske, har fodbold været hans store passion. I barndommen blev timerne med bolden ved fødderne kun afbrudt af timerne foran tv’et, hvor han så den ene kamp efter den anden. Særligt de sene aftener med højintense, dramatiske og nogle gange knapt så kønne El Clásicos – de opgør, hvor hele verden så med, og hvor en ung Sebastian sad klistret til skærmen – var med til at forme hans kærlighed til spillet.
Benjamin Anker Andersen – Campo ambassadør – skribent![]()
Benjamins kærlighed til fodbold stammer fra det spanske, hvor kærligheden også er størst til FC Barcelona. Barça påvirker hans humør i lige så høj grad som hans kæreste – på godt og ondt. Benjamin og Barça fandt hinanden i hans tidlige barndom, hvor han modtog Barça-trøjer fra sin far, der til tider arbejdede i Spanien. Benjamin har ligeledes forsøgt sig på det spillemæssige plan, men efter lidt elitebold i Kolding tog arbejdet over, så nu dyrkes sporten kun som tilskuer, hvor fodboldture ud i Europa prioriteres højt. Benjamin er en del af Campos netværk af ambassadører, der alle bidrager med tip og historier på lige netop deres nicheområde.
Du kan ikke kontakte de enkelte medarbejdere direkte, men du kan få kontakt til os på kontakt@campo.dk.
Redaktionen hører hjemme på Aarhus Ø, hvor vi sidder i det gamle Shippinghus.