Jakob Poulsen vurderer Bogeres AGF-debut
Cheftræner Jakob Poulsen gav fredag aften debut til den unge angriber James Bogere.

James Bogere fik fredag aften AGF-debut, da han blev skiftet ind ved stillingen 0-1 og var med til at redde et enkelt point i guldkampen.
Cheftræner Jakob Poulsen var fint tilfreds med sin unge debutant, der desværre ikke kom frem til nogle chancer.
- Vi vidste jo godt, at han er ikke helt skolet i tingene endnu, men han har stadig noget X-faktor. Han er en fantastisk god afslutter, han er god til at komme frem til chancer. Det var ligesom derfor, vi forsøgte at bringe ham, fortæller Jakob Poulsen til Campo og resten af den fremmødte presse efter Superliga-kampen.
Den blot 18-årige angriber kom til AGF denne vinter fra århusianernes samarbejde med det ugandiske akademi El Cambio.
- Så vidste vi jo godt, at det nok ikke var alt, der kom til at sidde lige i skabet, men han har jo en energi og en vilje til virkelig at ville det, og det så man jo også, da han kom ind. Ærgerligt, at han ikke kommer frem til nogle chancer, men det var en fin indsats fra James, lyder det fra Poulsen.
Det var James Bogeres første kamp for AGF's førstehold, men den talentfulde angriber har allerede spillet to kampe for Ugandas A-landshold.

Jakob Poulsens trænerkollega var meget imponeret over århusianerne.

AGF
Jakob Poulsen












