Monsterhandel: Chelsea sætter deadline for City
Manchester City har indtil på fredag til at byde på Enzo Fernandez.

Så er det nu, Manchester City.
Den lyseblå gigant vil gerne have fingrene i Chelsea-stjernen Enzo Fernandez.
Det gør egentlig ikke London-klubben det store, så længe der bliver budt det, man forlanger i den engelske hovedstad.
Og det er ikke småpenge. Overhovedet. Chelsea har således et krav om, at Manchester City skal hoste op med intet mindre end 120 millioner pund. Det svarer til mere end en milliard kroner.
Foruden kravet om det enorme beløb, så har Chelsea også tilladt sig at give Manchester City en deadline for, hvornår buddet skal være afsendt.
Det skriver Sky Sports, som mener at tidspunktet hedder fredag klokken 18.00 dansk tid.
Lever Manchester City ikke op til Chelseas krav om hverken pris eller tidspunkt, kommer handlen ikke til at ske i denne omgang.

Chelsea kan da også tillade sig at stille krav og samtidig have is i maven, for Enzo Fernandez har fortsat seks år tilbage af sin aftale i klubben.
Skulle det alligevel ende med en kæmpehandel og et skifte for den 25-årige argentiner, vil det i så fald betyde en genforening med Enzo Maresca, der har overtaget jobbet som manager i Manchester City efter Pep Guardiola.
Chelsea FC
Manchester City












