Messi har vundet Ronaldos respekt
Cristiano Ronaldo har kommenteret på Lionel Messis Instagram.

Selvom Lionel Messi og Cristiano Ronaldo begge har deres bedste fodboldår bag sig, har de i løbet af den seneste uge trukket overskrifter nok en gang.
Ronaldo gjorde det, da han på dramatisk vis forlod den portugisiske landsholdslejr inden kampen mod Danmark.
Tirsdag og onsdag har det derimod været Lionel Messi, som fodboldverden har holdt ekstra godt øje med.
Natten til onsdag spillede han nemlig sin allersidste kamp for Argentina, da Benin blev besejret med 3-0.
Selvom millioner af fodboldfans elsker at diskutere, hvem af de to superstjerner, der har haft den bedste fodboldkarriere, så har rivaliseringen mellem dem formentlig ikke gjort skade for den neutrale fodboldfan - og nok heller ikke for hverken Lionel Messi eller Cristiano Ronaldo selv.
Der virker da heller ikke til at være andet en stor respekt mellem de to fodboldikoner.
Det kommer til udtryk onsdag, hvor Cristiano Ronaldo har været inde for at kommentere på Lionel Messis seneste opslag på Instagram.
- Leo, du har forsvaret dit land i så mange år og skrevet en historie, som vil vare for evigt. Al min respekt for det, du har opnået med Argentina, lyder det fra Ronaldo i en kommentar, der på 40 minutter har fået 932.000 likes.

Lionel Messi er den spiller, som Cristiano Ronaldo har spillet næstflest kampe imod med 36 indbyrdes opgør.
Det bliver kun overgået af Sergio Busqeuts, som den 41-årige portugiser har mødt på banen 38 gange.

Cristiano Ronaldo
Lionel Messi












