Skal Ronaldo ikke spille i Parken?
Cristiano Ronaldo blev på Portugals bænk hele kampen søndag aften.

234 gange har Cristiano Ronaldo været på banen iført den portugiske landsholdstrøje.
Meget få gange er han trukket i trøjen uden at komme i aktion.
Men det skete søndag aften, da Portugal besejrede Norge med 2-1.
For første gang siden 2008 i en gældende landskamp med den 41-årige superstjerne skadesfri og tilgængelig, blev han ikke taget i brug. I stedet varmede han bænken fra start til slut.
Få dage forinden startede han ellers opgøret mod Wales, men efterhånden vanen tro fik han kritik for sin indsats.
Søndagens bænkplads mod Norge skyldes da heller ikke hverken en skade, karantæne eller andre konfliktfri forklaringer.
Det forklarer landstræner Jorge Jesus til A Bola:
- Inden kampen sagde jeg til ham, at jeg ikke ville starte med ham, men til gengæld ville jeg skifte ham ind undervejs. Men han kom ikke ind.
- Jeg overvejede at give ham en halv time, men jeg følte ikke, at det var det rette at gøre. Det var ikke for at beskytte ham fysisk, for han er fit til at spille lige så længe, jeg gerne vil have. Jeg mente bare ikke, at det var det rette tidspunkt. Jeg havde brug for en spiller med andre kvaliteter, siger Jorge Jesus.

Inden længe er det Danmark og Parken, der venter for det portugisiske landshold.
Her er der med sikkerhed mange danskere, der håber på at få et sidste glimt af fænomenet Cristiano Ronaldo, men der er en risiko for, at man må indstille sig på at blive skuffet.
Dermed ikke sagt, at beslutningen allerede er mejslet i sten. Tværtimod.
- Måske spiller han i Danmark. Jeg bliver selvfølgelig nødt til at tale med ham.
Danmark og Portugal ramler sammen torsdag klokken 20.45 i Parken.

Cristiano Ronaldo
Danmark
Portugal












