AGF-underskud trods guld
AGF har onsdag præsenteret et underskud på seks millioner kroner.

AGF er danske mestre for første gang i 40 år, men 2025/26-årsrapporten viser ikke desto mindre et underskud for andet år i træk.
Onsdag har AGF præsenteret regnskabet for perioden juli 2025 til 30. juni 2026, og det lyder på et underskud på seks millioner kroner før skat - et resultat, der var forventet.
Klubbens omsætning har dog fået et markant løft.
Denne er steget fra 188 millioner til 231 millioner.
I pressemeddelelsen lyder det, at den væsentligste årsag til stigningen i omsætningen er indtægter fra sæsonkort- og tv-indtægter, som er gået fra 37 millioner til 54 millioner.
Artiklen fortsætter under billedet

- Sportsligt kronede vi en flot sæson med klubbens første danske mesterskab i 40 år, og vi så, hvilken betydning det havde for alle, der holder med AGF – ja, for hele byen, udtaler bestyrelsesformand Lars Fournais i en pressemeddelelse og uddyber:
- Det er vigtigt for os i AGF at være med til at gøre Aarhus stolt, og vi vil fortsætte med at foretage de nødvendige strategiske investeringer, som skal styrke vores fodboldforretning yderligere og skabe forudsætningerne for, at vi kontinuerligt er i stand til at spille med om titler, deltage i de europæiske turneringer og skabe store oplevelser, som samler Aarhus – ligesom vi så i forbindelse med fejringen af mesterskabet, siger han.
For det næste regnskabsår lyder forventningen imidlertid på et endnu større underskud.
Dette forventes at lande på mellem minus 15 og minus 45 millioner kroner.

AGF











