Efter års dårlig stemning er fuldtidsdommere ikke nok
Ideen om fuldtidsdommere er i spil igen, men den er ikke i sig selv en løsning på fejldomme, knas med VAR og dårlig stemning i kulissen.

Det er et utaknemmeligt job at være fodbolddommer, og det er bestemt ikke lettere i disse uger, efter en del kendelser og VAR-indgreb har vakt stor debat og undren og i nogle tilfælde været decideret forkerte.
Inden for en times tid endte VAR-indgreb i Farum mellem FC Nordsjælland og AGF og Manchester-klubberne City og United i forkerte afgørelser, og manglende straffespark og missede røde kort kan have påvirket kampes udfald i de første otte runder af turneringen.
Man kan mene, jeg sammenblander tingene ved at nævne både VAR og fejldomme.
Så vil jeg til gengæld fremføre, at man i så fald mangler hele konteksten, og at de her otte første runder i Superligaen ikke eksisterer i et vakuum eller kommer efter års fred og fordragelighed i dansk fodbold, hvor alt har fungeret perfekt.
Tværtimod.
Problem i årevis
Ideen om fuldtidsdommere i Superligaen har eksisteret i årevis.
Hvis det ender med at blive facit af den nuværende debat, indført på en konstruktiv og smart måde i tæt dialog dommere og klubber, kan det give mening, især hvis det giver bedre kendelser over tid.
Pointen med færre dommere, der så dømmer flere kampe per sæson, og mere specialisering af VAR-teamet som i flere udenlandske ligaer ser også fornuftig ud og er noget, parterne bør arbejde videre med.
Men set fra sidelinjen, hvor jeg som chefredaktør gennem en del år har hørt mangt og meget i dansk fodbold, kan jeg love, at forholdet mellem klubberne og dommergruppen omkring dommerlinjen har godt af en frisk start.

Oplevelsen af store udsving i dommerlinje og kendelser fra kamp til kamp er ikke isoleret til de første otte spillerunder i sæsonen 2026/27.
Det har levet i årevis og skabt voldsomme frustrationer længe før, Runar Norheim ikke fik rødt kort, og at Kelvin Ehibhatiomhan uforvarende men alt, alt for voldsomt hakkede Lyngby-målmand Diego Kochen ned i en jagt på kuglen uden at få rødt.
Det gælder endnu vigtigere også viljen til at erkende fejl og tage en diskussion, ikke så meget med den enkelte dommer men især med dommerudvalget og dets formand Michael Johansen.

Fuldtid eller deltid er ikke problemet
En række forhold frustrerer klubber, trænere og spillere for ikke at tale om mange fans, der ser til på stadion og hjemme på skærmen.
Linjen og kendelser svinger fra kamp til kamp og runde til runde, både på banen og i VAR-kendelser.
VAR blev indført til begyndelsen af 2020/21-sæsonen, og det skulle håndtere kendelser, der var 'clear and obvious' og desuden gå stærkt. Vi talte sekunder dengang.
Oplevelsen for mange klubber og mange fans, er, at det ofte går alt andet end hurtigt.
Dertil kommer, at der nogle gange bliver taget situationer op, der tilsyneladende i høj grad er skøns-spørgsmål og langt fra kategorien 'clear and obvious', og at der sker deciderede fejl i kendelser såvel som i situationer, der ikke bliver kaldt til VAR-eftersyn for hoveddommeren, selv om de burde.
Det bidrager bestemt ikke til god stemning, at klubberne betalte og betaler et beløb for VAR, der efterhånden er løbet op i mange millioner kroner.
Det og uklarhed om, hvad der dømmes og ikke dømmes, har bidraget til en ofte anspændt stemning, hvor kommunikationen mellem klubber, trænere og spillere på den ene side og dommere og dommerudvalg lider.
Der kommer idéen om fuldtidsdommere også til at virke som en rød klud på nogle i branchen, hvor utilfredsheden med VAR og udgifterne til det allerede er dyb.
For det er ikke der, hunden er begravet, men i kulturen, kommunikationen - og manglen på samme.
Så ud over at tale penge og rammer virker det som en rigtig god ide at få en frisk start og en overordnet struktur med mere åbenhed og et bedre forhold parterne imellem.
Det er selvfølgelig indlysende, dommerne skal være totalt uafhængige.
Men derfor må der stadig være en bedre vej frem end den kolde krig og dårlige stemning, der i sidste ende også kan påvirke kampene og givet et unødvendigt højt konfliktniveau.

FC Nordsjælland
AC Horsens
AGF












