Klubbens første spiller nogensinde: Henter Chicharito
Den tidligere Manchester United-angriber bliver den første spiller nogensinde i Atletico Dallas.

Fra 2027 bliver Atletico Dallas en del af den næstbedste række i USA, USL Championship.
Men det er svært at tage del i en turnering uden spillere.
Derfor har klubben fra det nordlige Texas nu præsenteret sin første spiller nogensinde.
Valget er faldet på ingen ringere end Javier 'Chicharito' Hernandez. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

- Helt fra begyndelsen har vores drøm været, at vi ikke bare skulle starte endnu en professionel fodboldklub.
- Vores drøm har været, at vi skulle bygge en klub som for alvor tilhører Dallas. Javier har troet på den vision.
- Hans karriere taler for sig selv, men det er hans lederskab, konkurrenceånd og oprigtige kærlighed til spillet, der gør ham til den perfekte person til at hjælpe med at skrive det første kapitel i Atletico Dallas' historie, siger Matt Valentine, grundlægger og bestyrelsesformand i Dallas-klubben.
Den i dag 38-årige Chicharito er blevet udstyret med en aftale af to års varighed i sin spritnye klub. Dertil har Atletico Dallas en option på at forlænge med yderligere et år.
Han har senest tørnet ud for Chivas i Mexico, mens han også har erfaring fra MLS i form af sine fire år i LA Galaxy.
Han har tidligere i karrieren tørnet ud for storklubberne Manchester United og Real Madrid. Han huskes bedste for De Røde Djævle i England, hvor det blev til 157 kampe med 59 scoringer til følger.















