Celtic sprænger banken for dansk bomber
Den danske landsholdsspiller bliver det dyreste indkøb i den skotske storklubs historie.

Kasper Høgh kan efter alt at dømme meget snart kalde sig Celtic-spiller.
Tidligere lørdag kunne den skotske storklub meddele, at den havde solgt sin mangeårige angriber Daizen Maeda til Ipswich i Premier League, hvilket naturligvis banede vejen for den danske landsholdsspiller.
Og handlen er da også lige oppe over, forlyder det nu.
Ifølge engelske Sky Sports er Bodø/Glimt, som ejer danskeren, nemlig blevet enig med Celtic om en handel, som ifølge mediet vil gøre ham til den dyreste i klubbens historie.
Omkring 95 millioner kroner må klubben slippe for danskerens underskrift, skriver det engelske medie. Det stemmer overens med Campos oplysninger.
Danskeren mangler blot at bestå sit lægetjek, før han endegyldigt kan kalde sig Celtic-spiller.

Det kommer næppe som nogen overraskelse, at Celtic er gået all-in på den danske stjerne i dette vindue. Allerede i vinter bejlede klubben til danskerens underskrift, og siden da er det blot gået opad for danskerens karriere.
Han var således brandvarm i Champions League efter årsskiftet, hvor det blev til scoringer mod mægtige Manchester City, Atletico Madrid og Inter i opgør, som Bodø/Glimt alle sejrede i.
Den brandvarme målform, som danskeren viste, blev også belønnet af Brian Riemer, som i marts kunne udtage ham til det danske landshold.
Her blev det tilmed til en scoring i den røde trøje, da Danmark snublede på målstregen og missede VM-slutrunden i opgøret mod Tjekkiet.
I alt fire kampe står han noteret for på det danske landshold.
I 103 kampe for Bodø/Glimt har han tilmed leveret vilde 54 mål og 22 oplæg.
Han har tidligere spillet i blandt andre Randers og AaB.

Bodø/Glimt
Celtic












