Randers FC-profil misser opstart: Her er årsagen
Paul Izzo er endnu ikke vendt tilbage til truppen efter VM-slutrunden.

Han har ikke været en del af opstarten i Randers FC.
Den australske keeper Paul Izzo har ønsket en længere ferie, da han har haft det hårdt fysisk og psykisk under VM-slutrunden.
Det fortæller Randers FC-boss Søren Pedersen til Randers Amtsavis.
- Han synes, det har været hårdt både fysisk og psykisk at være væk så længe med det australske landshold. Han ønskede lidt længere ferie, og det har vi accepteret, fortæller Søren Pedersen.
Han forklarer desuden, at Paul Izzo kommer tilbage i morgen (søndag, red.).

Den 31-årige keeper når derfor ikke at komme i kamp før sæsonstarten mod Silkeborg IF, hvilket ikke er optimalt, fortæller Søren Pedersen.
- Det er bestemt ikke optimalt. Trænerteamet skal vurdere, hvem de vil satse på i første kamp. Jeg er bare glad for, at vi har to rigtig dygtige keepere, afslutter han.
Paul Izzo har kontraktudløb i Randers ved udgangen af næste sæson.
Han har indtil videre spillet 59 kampe for Randers FC, hvor det er blevet til 14 clean sheets.

Randers FC












