FCK køber chefanalytiker hos konkurrent
FC København har hentet chefanalytikeren i Viborg FF.

FC København har været et smut i Viborg.
Her har man købt klubbens 'head of analysis', Marius Fischer.
Det oplyser Viborg FF på sin hjemmeside mandag.
Han stopper dermed i klubben med øjeblikkelig virkning og starter i stedet i FC København den 30. juni.

Sportsdirektør i Viborg FF Mads Agensen gør det klart, at skiftet er sket på baggrund af et ønske fra Marius Fischer selv:
- Der er opstået denne mulighed for Marius, og det har været et stort ønske for ham at forfølge den mulighed. Det er en del af vores strategi at udvikle mennesker og potentialer, og hvis der opstår nye muligheder, som man drømmer om at forfølge, så er det også vores opgave at kigge på det.
- Vi siger pænt farvel til en dygtig og loyal medarbejder, som vi er kede af at miste. Vi er meget glade for den rejse, vi har haft sammen med Marius, der har givet ekstremt meget af sig selv. Han har ydet en kæmpe indsats for VFF, og han har været med til at flytte klubben til næste niveau på analyseområdet, lyder det.
Det oplyses videre, at Viborg FF nu skal have fundet hans erstatning.
Marius Fischer skifter til FC København for at fylde hullet efter Nicklas Rüsz Skousgaard Pedersen.
FC København oplyser således mandag, at han i stedet tiltræder et job under Jacob Neestrup i græske Panathinaikos.
FC København
Viborg FF












