Eksklusivt: Bred interesse for rekorddyr SL-profil
Thomas Jørgensen tiltrækker sig interesse fra flere ligaer.

Det er svært at forestille sig, at Thomas Jørgensen også er at finde i Superligaen efter deadline day i begyndelsen af september.
Den bare 20-årige midtbanespiller har været fast mand hos Viborg FF, siden han kom til klubben fra FC København i sommeren 2024.
Her har han udmærket sig som en vaskeægte Superliga-profil med masser af initiativ og en energi, modstanderne er nødt til at lægge deres gameplan efter.
Det blev også belønnet af Brian Riemer, da Thomas Jørgensen forud for sommerens testkampe blev hevet ind for at træne sammen med A-landsholdet.
Alt i alt er der lagt i kakkelovnen til et salg af den tidligere FCK'er.
Ifølge Campos oplysninger er der da også bred interesse for den unge Viborg-profil fra adskillige ligaer.
Så vidt Campo erfarer er der dog endnu ikke sendt et bud afsted på Thomas Jørgensen, der i tilfælde af bud fra flere sider snildt kunne ende med at koste i omegnen af otte millioner euro, omtrent 60 millioner i dansk valuta.
Det vil med stor afstand gøre Thomas Jørgensen til den dyreste spiller solgt fra VFF i klubbens historie.

FCK vil blive spurgt
Ender det med at salg, kommer FC København også til at skulle forholde sig til situationen.
Da den danske hovedstadsklub i 2024 lod Thomas Jørgensen gå, sikrede man sig nemlig en såkaldt 'right to match-klausul' i aftalen med Viborg.

Den betyder, at Viborg FF skal informere FCK, hvis man accepterer et bud fra en anden klub. FCK får derefter muligheden for at matche buddet fra den anden klub, og hvis det sker, er man i Viborg forpligtet til at acceptere buddet fra hovedstaden. Det bliver herefter op til Thomas Jørgensen selv at beslutte sig for, hvor han helst vil hen.
Det kræver dog med al sandsynlighed, at FC København er villig til at sætte ny transferrekord for dyreste indkøb nogensinde i Superligaen.
En lang række udenlandske klubber har fulgt Thomas Jørgensen tæt gennem 2025/26-sæsonen, og et salg af en profil i en udviklingsklub i en af de større ligaer kunne puste til interessen for at geninvestere en del af en transfersum i danske Jørgensen.
Thomas Jørgensen fylder 21 år til september og har kontrakt i Viborg indtil sommeren 2028.
Midtbanespilleren var lejet fra FCK til Hvidovre i foråret 2024 og kom til FCK's ungdomsafdeling i 2019 fra Herfølge.

FC København
Viborg FF












