Politiet involveret efter historisk FCK-straf
FC København har involveret politiet, efter man har modtaget sin hårdeste sanktion nogensinde.

Den mest omfattende sanktion i klubbens historie.
Det er, hvad FC København er blevet ramt af onsdag.
Fodboldens Disciplinærinstans har således besluttet, at FCK skal betale en bøde på 100.000 kroner og ikke mindst skal spille uden tilskuere på fanafsnittet Sektion 12 i de to første hjemmekampe i den kommende udgave af Superligaen.
Det sker som konsekvens af fansenes opførsel under kampene mod FC Midtjylland i pokalfinalen og derefter mod Brøndby IF i playoff-kampen.
I forbindelse med straffen oplyser FC København, at man ser på hændelserne med "den største alvor".
Det kommer blandt andet til udtryk i form af politianmeldelser og karantæner:
- Klubben er fortsat i gang med en omfattende efterforskning, og der er indtil videre identificeret et større antal personer, som kan se frem til betydelige karantæner.
- Flere af de identificerede er desuden blevet politianmeldt og kan forvente yderligere straf. Efterforskningen fortsætter i tæt samarbejde med Københavns Politi, og det ventes, at antallet af identificerede vil stige, skriver FCK på sin hjemmeside.

De to kampe uden tilskuere på Sektion 12 er den 31. juli mod Lyngby Boldklub og den 31. august mod Sønderjyske.

FC København












