Officielt: FCK forlænger med Fetterlein
FC København har sikret sig papir på Sean Fetterlein ind i hans seniorår.

FC København og Sean Fetterlein fortsætter sammen.
Den danske hovedstadsklub oplyser således mandag, at man har udstyret den 18-årige midtbanespiller med en ny kontrakt.
FCK kommer ikke selv nærmere ind på kontraktens længde, men Tipsbladet har tidligere erfaret, at der skulle være tale om en aftale frem til sommeren 2029.
Dermed vil Sean Fetterlein, der er søn af den tidligere tennisspiller Frederik Fetterlein, tilbringe sine første seniorår i klubben.
- Sean har været igennem en positiv udvikling på et rigtig godt U19-hold, hvor han har mærket både de hårde og gode perioder. Alle unge spillere vil altid opleve udfald i præstationer, og de møder modgang i alle mulige situationer - det er en helt naturlig del af processen og i øvrigt vigtigt, hvis man skal blive en robust spiller, der kan begå sig i seniorverdenen.
- For os ligger nøglen i, hvordan man håndterer disse situationer, og hvilken mentalitet og adfærd man sætter ind for at komme igennem. Netop her har Sean udviklet sig meget og bevist, at han er klar til det sidste skridt i vores miljø, siger Morten Grahn, udviklingsdirektør i FCK.

Selv jubler den unge midtbanespiller over aftalen:
- Jeg er utrolig stolt over at have skrevet under på en ny aftale med F.C. København. Der ligger mange timers hårdt arbejde bag, og jeg er taknemmelig for den tillid, klubben viser mig.
- Jeg vil også gerne takke min familie, mine trænere og alle de mennesker omkring mig, som har støttet mig og hjulpet mig på vejen. Samtidig ser jeg det her som starten på et nyt kapitel. Jeg er sulten efter mere, og der er blevet lagt en god plan for fremtiden, som gør, at jeg glæder mig til at fortsætte min udvikling, arbejde hårdt hver dag og tage de næste skridt mod mine mål, siger han.
Sean Fetterlein har været en del af FCK siden januar 2020.
FC København












