Medie: Saudi-klub lokker Mikael Anderson – svensk klub lurer
Der er ikke kun interesse fra Superligaen.

Det er ikke mere end et år siden, at Mikael Anderson vinkede farvel til dansk fodbold og AGF.
Siden har han vist sig frem i Djurgården, hvor han har gjort sig positivt bemærket.
Tidligere på ugen kunne svenske Expressen berette, at Mikael Anderson er i dialog med Djurgården om at skifte væk denne sommer.
Og den melding har siden fået ben at gå på.
Blandt andet har Campo erfaret, at der er interesse fra flere klubber i Superligaen.
Her er det selvfølgelig nærtliggende at have AGF med i overvejelserne, da han ved sin afsked med klubben var en bærende profil på holdet.
Det er dog ikke kun de danske klubber, der har et godt øje til den dynamiske midtbanespiller.
Torsdag skriver Bold, at interessen sågar er nået helt til Saudi-Arabien.
Her skulle Saudi Pro Leagues fjerdeplads Al Qadsiah vise interesse.
Ifølge mediet kan den saudiarabiske klub tilbyde en lønpakke, som vil være umulig for Superligaens klubber at matche.
Det er dog ikke ensbetydende med, at Mikael Anderson har besluttet sig for at fortsætte karrieren i Mellemøsten.
Samtidig erfarer Bold, at også svenske Malmö FF lurer i kulissen.
Her skulle den nuværende uafklarede trænersituation dog spille ind, ligesom det ikke er sikkert, at Djurgården har lyst til at sælge til en konkurrent.

Mikael Anderson skiftede til Djurgården i sommeren 2025 og har siden noteret sig for 22 kampe med otte scoringer og tre oplæg til følge.
I denne sæson har han kæmpet med en skade, men han er nu kommet i omdrejninger igen og har scoret to mål og leveret en assist i fire Allsvenskan-kampe.

AGF
Djurgården
Mikael Anderson












