AaB henter japansk angriber
AaB har torsdag præsenteret en ny angriber.

AaB har torsdag præsenteret Brian Nwadike som ny angriber i klubben.
Det fremgår af 1. divisionklubbens hjemmeside.
Den 20-årige japaner er blevet udstyret med en kontrakt af fire års varighed i det nordlige Jylland.
Aftalen kommer på bagkant af et 10 dage langt prøveophold tilbage i februar, hvor han formåede at gøre et godt indtryk på både trænerstaben og AaB-sportschef John Møller.
Efter prøveopholdet har AaB og Brian Nwadike holdt kontakten ved lige, inden det altså nu har kastet en aftale af sig:
- Både som person og som spiller gjorde Brian Nwadike et meget positivt indtryk på os i februar, og siden har vi også fulgt ham og set ham i aktion.
- Brian har et åbenlyst potentiale, men det er vigtigt, at vi er tålmodige med ham. Han er en ni’er-type med stor fysik og god bevægelighed, og vi tror på, at han i løbet af den kommende sæson vil kunne bidrage på vores førstehold, fortæller John Møller.

Den nyslåede AaB-angriber bliver udstyret med trøjenummer 19. Han håber blandt andet på, at han kan være med til at føre AaB tilbage til Superligaen:
- Jeg er meget glad, stolt og taknemmelig over at blive en del af AaB. Jeg vil give alt til klubben og gøre mit bedste hver dag for at udvikle mig både som spiller og person, så jeg på den måde kan hjælpe holdet.
- Først og fremmest kommer jeg til klubben med en ambition om, at vi som hold kan vende tilbage til 3F Superligaen. Det vil jeg gerne bidrage til ved at score mål og arbejde hårdt, og jeg glæder mig meget til at komme i gang til sommer og spille foran fansene, som jeg håber, vil fortsætte med at bakke flot op om holdet – både når det går godt og i de svære perioder, der måtte komme, for det er aldrig nemt at rykke op.
Brian Nwadike har tidligere noteret sig for seks mål i 14 kampe for Toin University of Yokohama.
Dertil har han også spillet otte U23-landskampe for Japan.
AaB












