AGF-profil teaser for ny kontrakt til guldfest
Der kunne meget vel vente en stor nyhed i AGF om ganske kort tid.

Han teasede for det i torsdags, da Campo og øvrige medier spurgte ind til hans situation.
Søndag har Patrick Mortensen gjort det igen.
Og denne gang er det svært ikke kun at tolke det på én måde.
Det lugter i høj grad af en ny aftale mellem AGF og den 36-årige angriber.
Kort før kampstart er den rutinerede AGF-kaptajn i hvert fald blevet spurgt ind til sin kontraktsituation.
Hvordan har du det med, at du måske skal ud at spille din sidste kamp for AGF?
- Jeg tænker, at det håber jeg ikke er tilfældet.
- Jeg kan sige, at der kommer nok en positiv udmelding indenfor nærmeste fremtid. Det er, hvad jeg har af kommentarer til det.
Om at du bliver i AGF?
- Det har jeg ingen kommentar til, men det kan I selv tolke på, lød det fra Patrick Mortensen over for Viaplay.

Værd at nævne er det, at AGF-angriberen i den korte sekvens var ét stort smil.
Som det ser ud lige nu, står hans aftale til at løbe ud denne sommer.
AGF tager søndag klokken 18.00 imod Viborg FF, inden der skal overrækkes pokal og guldmedaljer efterfølgende.

AGF
Patrick Mortensen












