Ændringer i AC Horsens: Færdig efter 20 år i klubben
AC Horsens har tirsdag annonceret ændringer omkring klubbens akademi.

Der sker ting og sager i AC Horsens.
I sidste uge blev Niki Zimling præsenteret som klubbens nye cheftræner efter afskeden med David Nielsen.
Samtidig har ejerne givet udtryk for, at man har tænkt sig at smide samlet 100 millioner mere i klubben over de to kommende sæsoner.
Tirsdag oplyser den stortsatsende 1. divisionsklub nu, at der sker markante ændringer omkring klubbens akademi.
Blandt ændringerne er, at Claus Troelsen fratræder sin stilling som akademichef efter 20 år i klubben.
Som aktiv spillede han 23 kampe og scorede otte mål i den gule trøje, og han blev efterfølgende cheftræner for klubbens U17-hold fra 2006-2009. Senere stod han i spidsen for AC Horsens’ U19-hold fra 2009-2015 og har også bestredet poster som transitionstræner, Head of Coaching og altså senest akademichef.
Også Martin Bloch, der har været ansat som talentchef, akademichef og Director of Development i AC Horsens siger farvel.
De to nåede sågar at udgøre en trænerduo for førsteholdet kortvarigt i 2024.
I stedet byder AC Horsens velkommen til to nye navne som en del af omstruktureringen.
Jacob Leth tiltræder som ny akademichef og får det overordnede ansvar for den daglige ledelse af Akademiet.
Samtidig bliver Frédéric Bodineau udnævnt til Technical Director. Han skal dog fortsat gøre sæsonen færdig som cheftræner for klubbens U19-hold, inden han overgår fuldt ud til sin nye rolle.
AC Horsens












