Viborg vil forlænge med profil – storhold lurer i kulissen
Srdjan Kuzmić kan have kurs mod Kroatien og Dinamo Zagreb, men Viborg FF arbejder på at forlænge med backen, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Viborg FFs nyudnævnte fodbolddirektør, Mads Agesen, kan godt få travlt til sommer.
Thomas Jørgensen har allerede været rygtet til flere storklubber rundt omkring i Europa, men danskeren er ikke den eneste i Viborg, der tiltrækker interesse.
Srdjan Kuzmic har gang i en flot sæson for Viborg, og det har man tilsyneladende bemærket i den kroatiske hovedstad Zagreb.
De to kroatiske medier Večernji og Germanijak erfarer, at Viborg-backen er på blokken hos de kroatiske titelaspiranter Dinamo Zagreb.
Klubben skulle være meget interesseret i sloveneren, der har været i aktion 27 gange for Viborg i sæsonen, men ifølge Germanijak er der udfordringer i en potentiel handel.

Mediet skriver, at Zagrebs økonomiske råderum er begrænset, hvorfor klubben pønser på en handel for i omegnen af to millioner euro, hvilket Viborg måske ikke finder attraktivt nok.
Viborg vil forlænge
Kuzmic har kontraktudløb i Viborg i 2027.
Viborg FF er dog ude på at binde ham til en længere aftale, fortæller Mads Agesen til Viborg Stifts Folkeblad.
- Vi er meget interesserede i at forlænge kontrakten med Srdjan. Han spiller på det slovenske U21-landshold og gør sig måske interessant for større klubber. Og lige nu er han ved at finde ud af, hvordan det hele skal se ud frem mod sommerens transfervindue, siger fodbolddirektøren til mediet.
Kuzmic kom til Viborg i 2023.

Viborg FF













