Inter driller konkurrenterne: Vi går efter CL-kvalifikation
Inter er godt på vej mod klubbens 21. italienske mesterskab.

Inter begynder mere og mere at ligne et kommende italiensk mesterhold.
Med søndagens 3-4-sejr ude over Como udnyttede vicemestrene, at både de forsvarende mestre fra Napoli og lokalrivalerne fra AC Milan denne weekend smed point.
Det betyder, at Inter nu har ni point ned til Napoli og 12 ned til AC Milan med seks kampe og 18 point tilbage at spille om.
Efter kampen kunne Inters rumænske cheftræner, Cristian Chivu, ikke dy sig for at stikke til sine trænerkollegaer.
- Om vi går efter mesterskabet? Nej, jeg følger mine kollegaers eksempel, når de taler om Champions League. Så vi er glade for, at vi nærmer os vores mål om at kvalificere os til Champions League, lød det sarkastisk fra Cristian Chivu.

I Italien kvalificerer fire hold sig direkte til Champions League, og i det perspektiv var søndagens sejr mod Como også særdeles vigtig.
Det er nemlig lige nu Como, der på Serie A's femteplads ser ud til at være det hold, der kan ødelægge Inters 'drømme' om Champions League-fodbold næste år.
Med 17 point imellem de to hold - og altså 18 tilbage at spille om - kan Inter godt så småt begynde at øve Champions League-hymnen på Giuseppe Meazza.
Inter kan fortsat nå at vinde den italienske double. I Coppa Italia-semfinalen møder de på næste tirsdag Como igen - denne gang på hjemmebane. Det første semifinaleopgør mellem de to endte 0-0.
Inter












