Cooper afviser magtfuldkommenhed: Kan og vil ikke bestemme alt
Steve Cooper har ikke fået udleveret nøglerne til klubben i Brøndby.

Der er sket en del i Brøndby i de syv måneder, Steve Cooper har været cheftræner.
Der er blevet sat skub i infrastrukturen i klubben under waliserens ledelse, mens også trænerstaben er ændret markant, og han har også allerede sat sit præg på truppen.
Der var indtil flere løftede øjenbryn i vinterens transfervindue, hvor seks markante profiler blev hentet til klubben - herunder bar særligt Ben Godfrey og Emmanuel Dennis et tydeligt "Cooper-aftryk".
I dette forår har Cooper overfor spillerne vist med tydelighed, hvor skabet skal stå ved at sende profilerne Benjamin Tahirovic og Sean Klaiber helt ud af truppen.
Selvom den tidligere Premier League-manager erkender, at han har anbefalet visse forbedringer i klubben, så afviser han, at han har fået nøglerne til hele den danske traditionsklub.

- Kan jeg træffe alle beslutninger her i klubben? Nej. Skulle jeg kunne det? Nej. Jeg vil selv bare være ansvarlig for det, jeg skrev mig op til, og det er at træne holdet og at få det til at præstere så godt som muligt i jagten på de bedst mulige resultater, siger Steve Cooper til TV 2 Sport.
Steve Cooper har med sig til Brøndby taget assistenterne Ben Dawson og Alan Tate, som han kender fra sin tid i engelsk fodbold.
Cooper og Brøndby har endnu til gode at vinde i 2026, og faktisk skal de blågule helt tilbage til 9. november for at finde sin seneste superligasejr.
Søndag kan de spille sig tilbage i kampen om både medaljer og europæisk fodbold, når de hjemme tager imod FC Midtjylland. Du kan se truppen til den kamp - herunder en spiller der er taget til nåde af Steve Cooper - her:

Brøndby IF













