Vild verdensrekord i fare efter 14 år
Der er for en sjælden gangs skyld spænding i Bulgarien.

14 mesterskaber i træk.
Om det er "kedeligt" eller imponerende, må være op til den enkelte at vurdere.
Ikke desto mindre, så er det hvad Ludogorets har bedrevet i Bulgarien.
Men for en sjælden gangs skyld er der nu udsigt til forandring.
Med 28 runder af den bedste bulgarske række spillet, er det nemlig ikke Ludogorets, der topper tabellen.
Det gør i stedet Levski Sofia, der har syv point ned til den 'normale vinder'.
Senest en anden klub vandt det bulgarske mesterskab var i 2010/11-sæsonen, hvor FC Lovech tog sig af titlen.
Og lige netop i denne sæson er det ikke bare bulgarsk fodboldhistorie, der står på spil - det gør også både en europæisk rekord og sågar også en verdensrekord.

Da Ludogorets i sidste sæson kunne lade sig hylde som vinder af mesterskabet for 14. gang i streg, var det nemlig en tangering af den europæiske rekord.
Lettiske Skonto Riga og Lincoln Red Imps fra Gibraltar har også tidligere vundet deres respektive liga 14 gange i streg, men aldrig har en europæisk klub vundet 15 mesterskaber i rap.
På verdensplan har én klub formået at vinde 15 sæsoner i streg. Ifølge Guiness World Records lykkedes det nemlig Tafea FC fra østaten Vanuatu i det sydlige Stillehav at vinde samtlige mesterskaber fra 1994 til 2009.
Ludogorets vil med andre ord foruden at sætte europæisk rekord også tangere verdensrekorden, hvis det alligevel lykkes at blive bulgarsk mester i denne sæson. Omvendt er der et langt og sejt træk på 15 nye år, hvis det glipper.













