Sommerskifte? Glohed dansker er et af de hotteste navne i Holland
Jacob Trenskow har gang i sin karrieres bedste sæson, og Æresdivisionen-danskeren er åben for et skifte til en større liga.

Æresdivisionen i Holland har i denne sæson budt på flere store danske præstationer.
Jakob Breum er i hopla for Go Ahead Eagles, og i Heerenveen render et af ligaens måske varmeste transferemner rundt.
Det tidligere AGF-talent Jacob Trenskow har gang i en fremragende sæson med 12 fuldtræffere i Æresdivisionen, der placerer ham på sjettepladsen på ligaens topscorerliste.
Han er klart Heerenvens topscorer med dobbelt så mange scoringer som nummer to, og den danske kantspiller er da også enig i, at han har gang i en yderst god sæson.
- Ja, man kan da godt sige, jeg er i mit livs form, når det er min bedste sæson hidtil i min karriere. Det går godt, og jeg er rigtig glad for at være i Heerenveen, siger Jacob Trenskow til Campo.
Spændende sommer i vente
Den flotte sæson er ikke gået ubemærket hen, og i den hollandske presse er der blevet spekuleret i, om Trenskow er en tabt spiller for Heerenveen til sommer.
Den 25-årige dansker, der skiftede til Heerenveen i 2024, tager dog den øgede interesse med ophøjet ro.
- Selvfølgelig har jeg gjort mig nogle tanker om fremtiden. Som fodboldspiller vil man spille på så højt et niveau som muligt. Man ved ikke, hvad der kommer til at ske, men jeg har da ambitioner og vil gerne op på et endnu højere niveau. Men det skal give mening for både mig og klubben.
- Jeg tager det lidt, som det kommer. Man skal ikke tænke for meget over det. Jeg synes, at hvis du begynder at leve for meget i fremtiden, så glemmer du lidt nuet, siger han.

Han lægger dog ikke skjul på, at han, siden han var lille, har haft én liga i tankerne.
- Der er selvfølgelig nogle ligaer, man passer bedre i end andre, og siden jeg var helt lille, så har jeg drømt om at komme til Spanien og La Liga.
- Hvis man skal kigge på ligaer, som er rangeret højere end Æresdivisionen, så er det den, der tiltaler mig mest, men der er også andre ligaer, der tiltaler mig. Jeg holder mine muligheder åbne, siger han.
Den venstrebenede kantspiller har nu for alvor fået sit helt store gennembrud og er adskillige gange i sæsonen løb kommet på ugens hold i Æresdivisionen.
Trenskow er blevet en stor profil i Holland, og med en alder på 25 år skal han heller ikke vente for længe, hvis han skal prøve sig af på et endnu højere niveau, påpeger han.
- Jeg er glad for at spille i Heerenveen, men jeg er trods alt blevet 25 år, så det er også ved at være nu, det skal ske i hvert fald, når man kigger på fodboldalder. Hvis der kommer noget, som giver mening for alle parter, så tror jeg, at enhver fodboldspiller vil være åben til at kigge på det, siger han.
Sæsonens højdepunkt
Danskeren er i sin anden sæson i Heerenveen blevet klubbens helt store profil.
På tværs af både ligaen og pokalturneringen er det blevet til 15 scoringer og fem oplæg, og i ligaen ligger holdet godt til.
Trenskow har haft mange højdepunkter i denne sæson, men særligt ét stikker ud.
- Jeg har haft flere gode momenter i sæsonen, men særligt da vi slår Feyenoord ud af Cuppen, og jeg scorer i sidste minut var stort.
- Det var en helt vild følelse, der er svær at beskrive - og så mod så stor en klub på sådan et kæmpe stadion, der var fyldt. Hele klubben var oppe at køre, så det var en vild aften, siger Trenskow.
Heerenveen ligger nummer syv i Æresdivisionen.

Holland
SC Heerenveen












